mandag den 22. februar 2010

Skive at see fra den Söndre Side

Jeg har dette lille byprospekt hængende i sommerhuset i Salling. Jeg kan ikke helt huske, hvor jeg fandt det. Træsnittet er dateret 1767, men mit er jo ikke en original - desværre.

Byen er set fra syd over åen mod Nord. Øverst til venstre er Skives segl  - broen over åen og laksen nede i vandet - med årstallet 1579. Jeg synes, der er sjovt i al dets mangel på perspektiv, og ret beset er det ikke meget bevendt til at orientere sig efter.

Prøv lige at se figurerne i forgrunden. Helt forrest i billedet - det er nærmest hovedmotivet - hvad er det dog den liggende (de liggende?) person(-er) foretager sig? Mistænkeligt!
Den stolte, måske endda vigtige herre oppe på marken, lidt til højre med hat og stok (er det Erasmus Montanus med næsen i sky?), der kommer spankulerende; og hvor er han på vej hen, dér uden for alfarvej - på den bare mark? Størrelsesforholdet er ret pudsigt i forhold til den plumbe person lidt længere til venstre, der ikke giver perspektiv - som meningen nok var - men som gør manden fra før til ikke så lidt af en tegning; nærmest et barn med en voksen der spiller voksen - og så er det måske hans mor der passer ham eller en guvernante?

Endelig synes jeg specielt godt om hesten til venstre i billedet. Den er da pudsig, og man forstår godt, at herren studerer den så nøje, som tilfældet er. Ja, hvad er det dog hesten laver? Det ligner et rigtig fælt mavekneb, men den kan selvfølgelig være ved at fole, mens dens ejer holder øje med, at alt går godt.

Jo det er et rigtig fint byprospekt. Jeg har fundet et sted på Nettet, hvorfra prospektet kan downloades (dog ikke i en særlig stor opløsning):  Prospektet kan, hvis nogen er interesseret, i øvrigt downloades fra: http://dendigitalebyport.byhistorie.dk/koebstaeder/prospekter.aspx?koebstadID=52

Ingen kommentarer:

Send en kommentar