søndag den 28. marts 2010

Bovbjerg

Det her engelske kort af G. Humble - "The Kingdome of Denmarke" - fra 1626 er ikke videre præcist. Det er til gengæld ret interessant. Der er da en del kendte stednavne og en vis detaljeringsgrad, selvom byernes placering er temmelig forrykte. Vi genkender eksempelvis Lemwick (Lemvig), Guem (Gudum), Hommelen (Humlum). Holstebro er der ikke så meget pjat med at stave, og det gælder også Rom, der jo også er en evig stad - ikke bare den, der ligger i Italien, men også den, der lå og stadig ligger ved Lemvig (lidt vest for Paris ved Gudum).

Det ser ud til at kartografen har været mest vidende om landet set fra søsiden. Det fra landsiden ret uanseelige sted Bovbjerg er således med. Jeg har andetsteds skrevet om Bovbjerg fyr, der jo er noget yngre, end kortet. Men stedet er også uden fyr ret karakteristisk fra søsiden, og det er derfor kendt og kommet  med på kortet - dog nok lidt længere nordpå, i Thy ser det ud til, end den rette geografiske placering. Boevenberghen står der.

På et andet gammelt kort af Abraham Ortelius over Skandinavien fra 1570 er der 10 stednavne i det nuværende Danmark - et af dem er Boueberge. På Gerard Mercators kort i 1595 er der også kun en håndfuld stednavne i Danmark - ét af dem er Bowensberg. På Blaues kort fra 1635 står der Bowensbergh.

Bovbjerg har været vigtig landkending og har dermed været mere kendt i resten af Europa, end resten af Danmark var dengang.

Jeg ved ikke, om jeg har ret, men navnet Bovbjerg lyder jo også  ret maritimt. Boven er den forreste del af et skib - indtil dér hvor rundingen ophører.

Uanset om det er derfra navnet stammer eller ej, synes jeg udsigten nok kan konkurrere med de Caprios og Winsletts udsigt fra boven på The Titanic - især oppe fra fyret i en frisk vestenvind mod Jyllands bov!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar