mandag den 14. juni 2010

Yduns rabarber

Ydun eller Idun - med et blødt norrønt d - betyder vist igen. Det er også navnet på en gudinde - en af asynjerne. Ydun med guldæblerne, der gav de nordiske guder evig ungdom. Fint med en øl med det navn, Ydun, der forbindes med sundhed og ungdom, det har alt for længe ikke været forbundet med øl. Men vil man brygge Ydun-øl på Færøerne er der lige et problem: Der er ingen æbletræer. Men et opfindsomt folk er færingerne; så laver man da bare Rabarbubjör - rabarberøl.


Jeg har brugt mig selv som testperson i videnskabens tjeneste for at afklare, om denne øl, er så holdbar, som navnet antyder. Jeg har før skrevet om færøsk øl fra Föroya Björ i Klaksvig. Dér har de en fordel, nemlig det bløde fjeldvand. Det giver en speciel karakter til øllet. I hvert fald er navnet og rabarberne et originalt koncept, og etiketten er da helt sikkert en af de flotteste set på en øl.

Men rabarber i en øl, det lyder i det mindste mærkeligt. Alligevel både ser det godt ud, og det smager såmænd både af rabarber og som god øl på samme tid. Jeg kan nu bedst lide en vis bitterhed fra humlen, og her har man sparet lidt. Men bestemt en god pilsner med en aparte cafe-smart rabarberrød farve.

Ydun - eller Idun, som hun mest kaldes her i den danske del af Kongeriget - var som sagt vogteren af de gyldne æbler, der gav evig ungdom og sundhed til guderne i Asgård.
En slags fornyer jf. hendes navn, der bestyder igen, var hun - gudinde for de nye afgrøders kommen og gåen - årstidenes skiften - og vist også en ret erotisk gudinde. Loke kaldte hende slet og ret mandgal, faktisk kaldte han hende vist for dén mest mandgale af alle kvinder. Men lad os nu blot nøjes med at kalde hende gudinde for ungdom og sundhed.

Loke, der jo var jætte og ikke gud, lokkede hende i en anden slags fordærv en gang. Loke var nemlig på jagt sammen med Odin. Så blev de jo sultne og fandt en ko på marken, som de stegte. Men den blev ved med at være rare, uanset hvormeget de stegte - og nu var de altså ved at være ret sultne!

Koen ejedes af jætten Tjasse, der kunne iføre sig ørneham og flyve. Han sad netop - i sin ham i - et træ i nærheden. Tjasse sagde nu, at det var ham, der sørgede for at kødet ikke blev mørt. Tjasse tilbød - uden at jagtselskabet vidste, det var koens ejermand - at få stegen welldone mod at ørnen skulle spise sig mæt først. Det var Odin og Loke nødt til at gå med til, for som sagt var de jo ret sultne. 

Det skete så, kødet blev stegt, og ørnen - Tjasse - åd og åd og åd. Det blev til sidst Loke for meget. Der var næsten ikke noget tilbage! Han slog derfor ørnen med sin stok, men kom derved til at hænge ubehjælpeligt fast i ørnene, og han fik sådan en flyvetur, og blev dasket mod klipper og træer, at han blev slået helt fordærvet.

Så mange tæsk fik han, at han til sidst - for at slippe fri og komme af - måtte love Tjasse, at hjælpe med at lokke evighedsæblerne fra Idun. Meget kan man sige om Loke, men det ord holdt han [Sic: guder,der stjæler køer og jætter, der holder ord - det sidste havde han nu ikke behøvet, for løfter, der er fremtvunget under voldelig kompulsiv tvang. er som bekendt ikke forpligtende i henhold til Aftaleloven].

Loke sagde selvfølgelig bare, til Idun, at der var nogle meget flottere æbler ude i skoven. Forfængelighed er enhver kvindes herremand - eller er det sygdom, eller måske begge? Idun tog selvfølgelig herefter sine æbler med i skoven for at sammenligne og se, om det nu virkelig kunne passe - og så kom Tjasse og kidnappede hende og æblerne. Guderne begyndte at blive gamle og svage, uden deres æbler, og panikken bredte sig i Asgård.

Da Loke var den sidste, der var set med Idun, blev han hovedmistænkt. Guderne truede med  pinligt forhør, og Loke blev bange og tilstod og skulle gøre skaden god igen. Han lånte Frejas falkeham og fløj ud til Tjasses hjem. Tjasse var heldigvis på havet og fiske (det var åbenbart en fiskeørneham), og Loke kunne i ro og mag forvandle Idun til en lille nød (spørg mig ikke hvordan), som jo kunne bringes med falken hjem som håndbagage. Men Tjasse kom og optog forfølgelsen og jagede efter Loke og nødden med Idun og æblerne i - dramatisk var det!

I Asgård havde guderne forberedt en fælde - et mægtigt bål. Derned mod bålet dykkede Loke, og præcis i det øjeblik, Tjasse i sin ørneham som forfølger passerede bålet, tændtes det og brændte Tjasses vinger op, så han faldt ned som grillkylling og kunne dræbes af guderne. De generhvervede således deres kilde til evig ungdom - Iduns æbler.

Nok om grill,  både -køer og - kyllinger, og om Ydun Rabarbubjör for denne gang. Nu venter jeg som testperson kun på evig ungdom.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar