Hyld (Sambucus nigra)

Efter et par måneders frost og kulde, og uden at være nær midvinter endnu, synes sommeren meget fjern. Men set bagud er den kun et øjeblik siden. Et halvt år tilbage blomstrede hylden, med sine tusindvis af sne-hvide blomster, der på sin vis lignede 5-kantede snekrystaller der, midt i sommervarmen.  

Der er næsten ingen grænser for, hvad hylden kan gøres til nytte. Først og fremmest er dens blomsterklaser en fryd for øjet og for næsen med den honningagtige karakteristiske duft. Den duft sender i hvert fald mig mange somre tilbage til barndommens evige sommer med blomster i den hyld, der jo i virkeligheden var en hemmelig hule.

Der kan laves saft og vin af blomsterne, og de kan tørres til the og bruges som krydderi i brød og hjemmelavet is. Blomsternes duft skulle holde myg på afstand.

Jeg har hørt, at bladene kan bruges til at farve stoffer og garner grønt eller gult med, og bærsaften kan også farve tekstiler.

Endelig kan blomsternes smag og duft sættes på brændevin til en fremragende bjæsk. Man skal hertil kun bruge blomsten, uden ribber, så det er lidt et pillearbejde, og blomsterne skal endeligt være nyudsprungne og høstes, inden insekterne har suget al nektaren. Blomsterne dækkes med klar smagløs snaps eller vodka og trækker en uges tid og filtreres og tyndes efter smag.

Modne hyldebær
medio september

Bærrene er ikke voldsomt gode i sig selv, synes jeg, men de kan laves i god, vitaminrig saft. En kop varm hyldesaft er god mod influenza og halsbetændelse, forkølelse og den slags. Man kan også lave suppe og marmelade, men det er vist ikke meget brugt.

De grønne bær kan syltes, saltes og marineres i sukkereddike til en slags kapers. Men på den anden side kan de grønne bær være lidt giftige, så man skal nok ikke overæde i kunstige kapers!

I øvrigt skal man sikre sig, at man ikke forvksler den almindelige hyld med druehyld og sommerhyld, der er giftige til en vis grad - så tjek floraen for en sikkerheds skyld, inden der kokkereres!

Hylden er en vigtig busk, for deri bor en gudinde; Hyldemor. Hvem hun er, og hvorfor hun lige bor i hylden, fortaber sig i til en vis grad i historiens dunkle. Gudinden antages at være identisk med den nordiske gudinde Freja. Hun var blandt andet gudinde for rigdom, kærlighed og frugtbarhed og den kønneste og skønneste af alle gudinder.

Freja var blevet udvekslet som en slags gidsel som led i en fredspagt efter krigen mellem vanernes slægt, som hun tilhørte, og aserne. I Asgård lærte hun Odin og de andre aser om sejd. Det er en slags trance, hvorunder man kan spå og påvirke naturens kræfter negativt eller positivt - altså en slags shamanisme. Ville man en god høst, eller have børn etc. var hun derfor nok den rette at gå til. Dyrkelsen af Freja kulminerede vist ved midsommer, netop hvor grøden er mest iøjnefaldende, og netop som hylden blomstrer allermest, hvilket formodentligt forklarer Hyldemors residens.

Hvis man har en sygdom, kan man - har jeg hørt - sende den på hylden ved at binde et bånd, der rummer sygdommen, på hylden. Muligvis hjælper det også at ofre lidt mælk eller vin til træet. Men har man sendt en sygdom væk på den måde, skal man endelig ikke høste af hylden, da man så får sygdommen tilbage igen. Respekten for Hyldemor har holdt sig op til vor tid - og i kristen tid legitimeret af, at hun så måske ikke længere var Freja, men Jomfru Maria, selvom jeg nu synes, der er et stort spring fra sexsymbol til ærbareste af alle kvinder og jomfrufødsel.

Hylden tåler skygge og vokser alle mulige steder, og alle huse skal have en hyld. Hvis man fælder hylden, uden straks at plante en ny, kommer der ulykke over husstanden. Det finder Hyldemor sig ikke i! Man må heller ikke lave møbler af træet, men det er det vist heller ikke egnet til. Men hylden er derimod - med dens hule ved - god til at lave pusterør og fløjter af, og så kan man skære piber af den og ryge blade og være sej på den måde, men det er jeg nu vokset fra.

H.C. Andersen har skrevet et eventyr om Hyldemoer . Det handler om en forkølet dreng, der bliver lagt i seng og puttet under dynen af sin mor. Han får også hyldethe og en fortælling om hylden.

Her i sne og frost, ved nytårstide, og med rigeligt af rigtige 5-kantede snekrystaller, lyder en gang hyldethe ikke helt af vejen, med dens duft af midsommer, selvom jeg bestemt ikke er nogen stor thedrikker.

En hyld i vintersol. De tynde grene er gode til at tænde op med, og man skulle kunne lave ild på det tørre ved, når man gnider hårdt og længe. Formentlig derfor hedder hyld elder (ild) på engelsk - fra "aeld" på oldengelsk.