Birk

For et års tid siden skrev jeg om birkesaft. Det er et emne, der interesserer rigtig mange, kan jeg se. Især lige nu, hvor det igen er sæson for at tappe birkesaft. Fra nu af og en god måned frem. Birken er bestemt et fint og nydeligt træ, og det leverer jo det bedste brænde og birkesaft.

Vores lokale digter her i Struer, Johannes Bucholtz, havde et birketræ, som han var glad for. Det stod i hans velholdte have på sydsiden af huset i Bryggergade. Han plantede det, nød det og haven sammen med sit livs Olga, og blev begravet under det, da han døde den 05.08.1940.

Bucholtz kom fra Fyn, født i Odense i 1882, opvokset i Middelfart. Han blev trafikassistent ved DSB og havnede i Struer i 1902. Her mødte han Olga, som han giftede sig med i 1908. I 1911 flyttede de ind i huset i Bryggergade, som blev bygget efter deres ønsker.

I 1915 udgav han romanen "Egholms Gud" og blev en at samtidens mest beømte forfattere - på højde med Aakjær, Thøger Larsen, Johannes V. Jensen. Nu er han meget lidt kendt. Det undrer mig. Hans sprog og stil er meget nutidig, og hans håndtering af emner vidner om en vis frimodighed og livslyst.

Enkelte digte minder om Edgar Allan Poe, andre mindre påfaldende om digte af Dan Turéll. Novellerne kommer vidt omkring - nogle lette og muntre, til de kulørte blade, andre tunge og dybe. Alle med en kort og klar tegning af personerne på godt og ondt og ofte med humor og sympati, aldrig fordømmende.

Her er han uden for Bryggergade-villaen med Olga og hunden. Nusser om klatrerosen på den søndre side, ved loggia'en. Jeg vil tro billedet er fra 1920'erne. Her er den birk, han var så glad for, at han skrev en sang, et digt til den. Digtet kan synges på melodien "Vort modersmål er dejligt":

Vi planted i vor Have et ungt og spinkelt Træ
for svøb af Nordenvinden, vi satte det i læ.
Nu rækker si Træet højt over Mur og Hus,
det leger og danser i alle stormes sus.

Dets Stamme er hvid som en Kvindes hvide Lin.
Hver Gren er så yndig og kvindelig fin,
med smaabitte Rakler i tusindtal,
og Raklerne har Draaber som det blinkende Krystal

Smaafugle synger fra Træet. Kvivit!
den Solsort, den Stær, og den søde Musvit -
og Spurvene sidder ved Vinter paa Gren
og dækker med Dun over frysende Ben.

Om Vaaren det pibler af skæreste Grønt -
om Høsten, ja om Høsten er det endnu mere skønt,
naar Løvet er blevet en skinnende Skat
og falder som Guld paa min falmede Hat.

Hav Tak, du min Birk, at du var mig saa god,
min Muld blev til Glæde igennem din Rod,
det Ly og den Omhu, vi engang skænked dig,
det giver du dobbelt til Olga og mig.

Ja, Venner mens man synger om høje grønne Træer,
man tænker måske mest paa en ven, man har kær.
Jert Venskab det er mig en groende Skat,
der drysser sit Guld i min fremstrakte Hat.