Jeg havde egentlig slet ikke tid, der op til jul, til at tage på en sådan ekspedition. Advokater har jo aldrig tid... nok. Men allerede den gang stod det mig klart, at når man får ros, skal man ikke bare tage den til sig uden forbehold, man skal suge den til sig - og helt bestemt også selvom rosen måtte være ufortjent; der er nok ufortjent ris i denne branche! Den slags ris kan man være sikker på at få nok af - juletid eller ej.
Når klienterne så oveni købet har "en bette ting", som man da nok mente, jeg hellere ville have før jul end efter, hvis jeg da selv kunne komme og hente den; ja så drog jeg altså afsted. Jeg syntes da egentlig også, at jeg havde klaret deres problem på en god måde, og at en påskønnelse af en vis størrelse var på sin plads.
En kasse god vin, en købmandskurv eller...? Efterhånden som vejen viste sig længere og længere, så voksede forventningerne til belønningen; for ingen ville da bede nogen hente "en bette ting" så langt væk, medmindre... det var en stor ting.
Jeg blev også taget ualmindeligt godt imod og fik en kop kaffe og husets bedste stol. Og taknemmelige, det var de bestemt! På bordet var en fint indpakket julegave, men ikke helt i den størrelse, jeg havde sat mig selv op til at forvente.
Da vi havde drukket kaffen, og vendt verdenssituationen, fik jeg pakken, tog afsked og kørte den lange vej hjem til Struer og de uforsørgede små børn med en bemærkning på vejen ud om, at pakkens indhold var noget "konen" havde lavet. Det syntes jeg dengang ikke lød helt betryggende, den lange mørke vej taget i betragtning.
Hjemme flåede jeg pakken op og i tordenskjoldstændstiksæsken var der vat. Deri gemte sig de tre små lernisser på billedet...!
Men nisserne er jo søde og er rare at røre ved - og de har siden den jul haft deres faste plads på mit kontor. Indrømmet; jeg glæder mig mellem os sagt til at sætte dem op hvert år, og ved at de simpelt hen er der. Jeg gemmer dem forsigtigt ned resten af året i en cigarkasse (de er blevet opgraderet fra tændstikæsken). For jeg ved, at de var velmente.
Faktisk er de for mig mere værdifulde, end de flasker eller den købmandskurv, der forlængst ville være drukket eller spist - og glemt.
Det var en bette ting, men det er ret stort, næsten som et måneskridt, når man tænker efter. Klienterne den gang ville bare være helt sikre på, at jeg fik at vide, at de var glade og som memento fik jeg disse tre lernisser. Det var også alt rigeligt. Tak, og god jul.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar