Vi skal ikke så langt tilbage i tiden - i første omgang - kun til midten af 1800-tallet. Slesvig-Holsten ville være tyske, eller i hvert fald ikke længere være en del af rigsfællesskabet med Danmark. Det nye danske demokrati var, som man siger udfordret. Den manglende erfaring i demokrati og diplomati og en betydelig selvovervurdering og det utrolige held i treårskrigen gav sig tydelige udtryk. Man troede på usårlighed og en mytologisk ret til de 2 nordtyske ländern. Vi ved jo, hvad der skete i konsekvens af det i 1864 - ikke mindst i bagklogskabens lys, skal det følgende læses.
Før det gik så galt i 1864, blev der malet fjendebilleder. Et af dem hed Langben Rise (a.k.a. Det Tyske Forbund). Referencerne gik på en gammel dansk folkevise, hvor den unge ridder modigt melder sig, udfordrer og dræber kæmpen Langben Rise til sin konges ære (og lidt guld og berømmelse, fulgte der naturligvis med).
Hør lige Carl Plougs digt fra 1860:
(...)
Vor Grundlov er kun en tolvaars Knægt
Lærredsbuxer og Vadmelstrøje,
Af simpel Borger- og Bondeslægt,
Men med en Solstraale i sit Øje;
Og klart er Ho'det,
Og varmt er Blodet
Og godt er Hjertet, og kjækt er Modet
I denne Purk.
(...)
Og rider atter op under Ø
Med Blæst og Skvalder Hr. Langben Rise,
Og bejler næsvis til Anguls Mø -
Saa skal fuldkommes den gamle Vise:
Saa rejser Drengen
Sig op af Engen,
Hvor han har strakt sig på Blomstersengen
og slikket Sol.
Og så finder han sig "dannebrogede Hest" og hamrer med stål på "Jettens Pande" og "Riddersmand uden Frygt og Dadel". Så kan han lære det, Tysken, at holde "Næsen fra vore Lande". Ak ja...
("Anguls Mø" er nok en omskrivning af Slesvig-Holsten; måske fra teorien om, at anglerne kom fra Sønderjylland og tog til England?).
Ploug var med i den grundlovgivende rigsdag - og var således en stolt "far" til den modige dreng! Grundloven. Han fortsatte som landstingsmand under både første og anden slesvigske krig. Han var en af de nationalliberale agitatorer med stor indflydelse som redaktør af den nationalliberale avis "Fædrelandet". En af de ansvarlige for det forsmædelige nederlag 4 år senere.
Grundtvig var også med til at give 1848-Grundloven. Han var også inde på Langben Rise, men allerede i 1837 i "Moders Navn er en himmelsk Lyd". Det er i en almindelig lovprisning af det smukke nationale danske.
(...)
Modersmaalet i DanevangHer var Langben Rise nok et fjendebillede, men Grundtvig henviser til folkevisen om ham alene for at vise hen til det danske og dansk tradition, der da blev tryk og udgivet, genopdaget, udbredt og brugt i folket, takket være skolelovene. Og det, blev trykt, gjorde folkevisen om den modige Viderik Verlandssøn i 1812 i "Udvalgte Danske Viser fra Middelalderen" (findes på Google Books), se afsnit III, 1. afdeling om "Kjæmpeviser".
Er Fædrenes Kjæmpevise,
Hører vi den i Pigesang,
Da trykker vi Langben Rise
Sødt i Lyst og sødt i Nød
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermæle!
Måske denne nationale bevidstgørelse og friheden ved det nye folkestyre bar kimen til krigsnederlaget og bestyrkede den ufordragelige side, Plougs side...så Langben Rise fik det sidste ord? (I hvert fald indtil han, som offer for samme rørstrømske nationale folkestemninger, selv led det første nederlag 56 år senere).
Historie og sagn kan være farlig en farlig cocktail, når de begge bliver brugt mytologisk i nuet.
Nå, det var måske lidt meget at gøre ud af en luffevante. Ikke mindst her midt om sommeren. Men helt slut er det nu ikke. Jeg er nødt til at fortælle om Viderik Verlandssøns kamp med Langben Rise, og så er der et par odder og revnede luffevante mere, der skal luftes. Følg med i Mytologiske luffer 5 og 6!
Se også
Ingen kommentarer:
Send en kommentar