.JPG) |
| "Losbruch" Käthe Kollwitz 1902 (Art Gallery of Western Australia - beklager genskinnet fra glasset) |
Forleden fik en udstilling på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig 6 anmelderstjerner i Jyllands-Posten. Anmelderen, Lars Ole Knippel, kaldte den "forrygende" og mente at udstillingen "klart" var placeret "blandt årets ypperste". Udstillingen hedder "Beyond the Borders of Existence", og sammenstiller de to tyske ekspressionistiske kunstnere Käthe Kollwitz (1867-1945) og Ernst Barlach (1870-1938).
Jeg tog fotografiet øverst for et par år siden på Art Gallery of Western Australia i Perth. Jeg havde derfor en déjà vue-fornemmelse, mens jeg gik udstillingen i Lemvig igennem med min datter her den sidste lørdag i juni. Jeg måtte straks hjem og rode mine fotografier igennem, hvor jeg fandt det her billede i mellem de mange andre fra ferien i Australien, meget underligt.
Af en eller anden grund fangede det min interesse, da vi gik rundt på det store Kunstmuseum i Perth sammen med min svoger og svigerinde, og nok til at jeg tog et billede af Kollwitz' kultegning. Der var ellers meget andet at imponeres over på Kunstmuseet, men dét billede, og nogle af museets 2 originale Rodin-skulpturer, var de eneste jeg fik med tilbage over den halve jord. Man skal ikke gå over åen - eller Det Indiske Ocean - efter vand, for nu er der en helt fantastisk udstilling i Lemvig med og om Käthe Kollwitz. Barlach er også fin, men det er ikke ham der imponerer, men deres skæbnefælleskab og deres forskellighed er et godt grundlag for parløbet.
Af en eller anden grund fangede det min interesse, da vi gik rundt på det store Kunstmuseum i Perth sammen med min svoger og svigerinde, og nok til at jeg tog et billede af Kollwitz' kultegning. Der var ellers meget andet at imponeres over på Kunstmuseet, men dét billede, og nogle af museets 2 originale Rodin-skulpturer, var de eneste jeg fik med tilbage over den halve jord. Man skal ikke gå over åen - eller Det Indiske Ocean - efter vand, for nu er der en helt fantastisk udstilling i Lemvig med og om Käthe Kollwitz. Barlach er også fin, men det er ikke ham der imponerer, men deres skæbnefælleskab og deres forskellighed er et godt grundlag for parløbet.
Det er svært at være uenig med anmelderen i Jyllands-Posten. Det er heller ikke første gang, Museet i Lemvig sparker røv, f.eks. var der den dér Munch-udstilling. Det er dejligt, sådan en lørdag eftermiddag, at huset var fuldt af folk, og cafeen besat og summede livligt og med den flotte seaside-udsigt.
Mærkeligt tilfælde med den tegning fra Perth! I Lemvig må man desværre ikke fotografere. Men sådan er der veje, der krydses. På samme måde som Kollwitz' og Barlachs. Ekspressionister, social indignation og prædikatet "entartet" i tiltagende grad i 30'erne, hvor alt, de havde bygget op, brutalt blev brudt ned - ikke bare deres kunstværker, men deres liv. Kollwitz' professorat, Barlachs mindesmærke for de faldne i den første store krig, hvor Kollwitz' søn i øvrigt faldt i Flandern som frivillig allerede under "Bevægelseskrigen" i 1914. Den smerte har hun tegnet - sort på hvidt, så den føles.
Barlachs porcelæns-tiggere fra Ukraine er stilistisk imponerende, ikke lige den slags man forventer i porcelæn. Hans skulpturer er markante og indimellem fremragende, hvorimod hans tegninger virker skitserede.
Kollwitz' kultegninger er derimod gribende - intet mindre. Især et par af selvportrætterne i det rum, der udelukkende er med og om hende i hendes egen streg gennem årene, til det sidste sorgfuld og nærmest desperate trætte udtryk. Sorg og skuffelse martret til kraftfulde kulstreger levet liv. Men mest gribende er møderne med døden; døden, der henter barnet, moderen, børnene - og så os alle. Den trøstende død; døden med barnet på skødet; det sultende døende, lidende barn, der forløses...? Døden som forsøges fejet bort med en desperat håndbevægelse - ikke nu!
Kollwitz' kultegninger er derimod gribende - intet mindre. Især et par af selvportrætterne i det rum, der udelukkende er med og om hende i hendes egen streg gennem årene, til det sidste sorgfuld og nærmest desperate trætte udtryk. Sorg og skuffelse martret til kraftfulde kulstreger levet liv. Men mest gribende er møderne med døden; døden, der henter barnet, moderen, børnene - og så os alle. Den trøstende død; døden med barnet på skødet; det sultende døende, lidende barn, der forløses...? Døden som forsøges fejet bort med en desperat håndbevægelse - ikke nu!
I Perth, havde de i 1970 købt det revolutionære værk "Losbruch" med Schwartze Anna, der leder den desperate bondehær imod den allertidligste kapitalisme i 1520'erne fra en serie ved navn "Bauernkrieg" af Kollwitz. Efter Luther havde startet opgøret mod katolicismen; og mens Europa sitrede under de nye vilkår, så de undertrykte deres chance, og greb den i desperation, men forgæves. Det har været inspirerende for den unge revolutionære Kollwitz. (I Danmark rørte det sig også med adelens opsigelse af reformvenlige Chr. 2 - og Grevefejden lidt senere, der rummede vort eget - forgæves - bondeoprør).
Det fantastiske er, at Kolwitz' håb, skæbne og skuffelse er udtrykt i billeder over hendes levetid her i Lemvig. Man ser hendes liv for sig i kunstværkerne. Med de revolutionære kraftfulde forhåbninger, den sociale protest mod fattigdom, krigstraumer og -tab, og så fortabelsen af dét trods alt hun havde opnået, der fik nazi-stemplet "entartet" - også udslettelsen. Fra stærk forhåbning til håbløs fortvivlelse. Av!
Jeg følte måske den her udstilling særlig stærk, apropos Australien og portrætterne af døden, da Kolwitz' billeder pludselig for mig illustrerede en af mine absolut favoritbøger, mesterværket "Bogtyven" af den australske forfatter Markus Zusak, der netop også portrætterer døden, den kyniske, den sorgfulde, den medfølende død, som faktisk er fortæller i bogen om den lille jødisk pige Liesel under 2. verdenskrigs Tyskland. En bog man, på trods af emnet, bliver glad af at læse.
Kollwitz' tegninger og Zusaks bog viser det samme.
Det fantastiske er, at Kolwitz' håb, skæbne og skuffelse er udtrykt i billeder over hendes levetid her i Lemvig. Man ser hendes liv for sig i kunstværkerne. Med de revolutionære kraftfulde forhåbninger, den sociale protest mod fattigdom, krigstraumer og -tab, og så fortabelsen af dét trods alt hun havde opnået, der fik nazi-stemplet "entartet" - også udslettelsen. Fra stærk forhåbning til håbløs fortvivlelse. Av!
Jeg følte måske den her udstilling særlig stærk, apropos Australien og portrætterne af døden, da Kolwitz' billeder pludselig for mig illustrerede en af mine absolut favoritbøger, mesterværket "Bogtyven" af den australske forfatter Markus Zusak, der netop også portrætterer døden, den kyniske, den sorgfulde, den medfølende død, som faktisk er fortæller i bogen om den lille jødisk pige Liesel under 2. verdenskrigs Tyskland. En bog man, på trods af emnet, bliver glad af at læse.
Kollwitz' tegninger og Zusaks bog viser det samme.
I må hellere til Lemvig og se den her seksstjernede udstilling - og ellers hænger der en fascinerende lille kultegning i Perth på Art Gallery of Western Australia. Og læs endelig "Bogtyven"!
Der er en del YouTube-film med Kollwitz-værker; her er en af de bedre med dæmpet klaverledsagelse: Link
Der er en del YouTube-film med Kollwitz-værker; her er en af de bedre med dæmpet klaverledsagelse: Link
[ Art Gallery of Western Australia har hjemmesiden: http://www.artgallery.wa.gov.au/
Se om Käthe Kollwitz og hendes museum i Berlin; Link
og om om Ernst Barlachs museer; Link]
Se om Käthe Kollwitz og hendes museum i Berlin; Link
og om om Ernst Barlachs museer; Link]
Ingen kommentarer:
Send en kommentar