tirsdag den 31. december 2013

Mod lysere tider



Billedet er taget en forårsdag på Thyholm. 25 grader og en sol, der bare driver planter op af Moder Jord. Sådan en dag, kan man ikke  få nok eller for mange af. Jeg kom til at tænke på dén dag. Det synes jeg, man har lidt brug for, når det blæser, regner og mørket sænker sig klokken halv fire her ved nytårstide.


Det er alt for mørkt om vinteren i Danmark, især når der ikke kommer et drys sne til at lyse landskaberne op med. Derfor er det godt at holde den her 1½ uges juleferie med indendørs hygge og nogle feriedages ro og afslapning, i sikker forvisning om, at solhvervet og tiden vil bringe lys og varme tilbage.

2013 har været et spøjst år, med blandede oplevelser. Måske lidt for meget af meget, og lidt for lidt af dét rigtige, selvom det lyder som ren utaknemmelighed at klage sig over så lidt, målt på alle skalaer. Men der er jo en masse projekter, der ikke er blevet, fordi tiden bare er gået - og tænker jeg - hvordan får man den brugt rigtigt?

Måske bliver det i 2014, at roen kommer nok på til at få ordnet, ikke det hele, men noget mere? Her på bloggen er aktivitetsniveauet gået ned, da det rigtige arbejdet jo tager meget af ens tid - og måske egentlig også for meget. Men i min branche kan man ikke bare stemple ud klokken fire, da man jo er på igen i morgen, hvor nogen igen er afhængig af ens "parathed" og "velforberedthed".

Alligevel, selvom der har været ret stille på bloggen til tider, er det dejligt med løbende mange besøg på siden, og ofte gen-besøg; cirka 47.000 over de 6 år siden bloggen blev grundlagt. Det bliver man særlig glad for, og det bringer ny energi  - som sol og forår.

Med alle gode ønsker til alle for 2014 :-)



Ingen kommentarer:

Send en kommentar