lørdag den 28. december 2013

Vilhelm Pedersens sølvbryllup (Østerild 5)


Nytår 1934


"Vendersgade 33, 3. København K. d. 30.12.33. Kære Fru Mine! Hjertelig tak for Deres lille Julebrev. I Dag skriver jeg for at ønske Dem alt muligt godt i det nye Aar. Navnlig at De maa bevare Helbredet og tillige det gode Humør og den Sindsligevægt, De altid har haft. Jeg gaar stadig til Lægen og haaber paa et godt Resultat. Ogsaa Dem vil jeg ønske tillykke med Deres Søns Sølvbryllup og saa de venligste Hilsener fra Deres hengivne Onkel Chras [?].Hils Bedste Nr 2 venligst, og ogsaa alle andre"


Dette nu 80 år gamle kort hører måske nok ikke til i Østerild, men det hører med til dén historie. For Evevold Vilhelm Pedersen - fru Mines søn - der fejrer sølvbryllup sammen med sin hustru Marie i Østerild. Fru Mine hed rettelig Rasmine Henriette Amalie Frederikke Jacobsen, men var gift Pedersen. Hun var født i 1848 og døde i 1941 - på det her tidspunkt i 1933 længe enke efter Jørgen Peter Pedersen (1854-1920)

Jeg er lidt i tvivl om tydningen af navnet. Onkel Chras lyder nærmest som en ost. Den på gældende hed C.A. Fjallerup, som det fremgår af det samtidige kort fra samme adresse. Men, men, men Onkel Chras har byttet om på fru Mines 2 sønner! Det var ikke Thorvald, der havde sølvbryllup, men som sagt Vilhelm (jeg har tjekket med kirkebogen for Østerild). 

Nå, Thorvald var åbenbart også gårdejer ("Gdr. Th. Pedersen"), som det fremgår af telegrammet til sølvbrylluppet. Ellers er der ikke mange personlige bemærkninger til sølvbrudeparret. Men alt godt i fremtiden til alle og de hjerteligste lykønskningshilsener er jo heller ikke ringe selv på en sølvbryllupsdag.
Jeg har kort tilbage fra vinteren 1909 og senere, hvor Thorvald skriver til Vilhelm i Østerild. Thorvald skriver i hvert fald fra forskellige steder, tidligst har jeg et kort fra februar 1908 fra Stubbekøbing på Falster fra Næsgaard.

Næsgaard Agerbrugsskole lukkede for få år siden, selvom den nok var landets ældste landbrugsskole, oprettet helt tilbage i 1799. Næsgaard ejes af en fond; Det Classenske Fideicommis, der er stiftet af Johan Frederik Classen omkring 1790. Nu er der vist efterskole på stedet. Men Thorvald må have fået sin landbrugsuddannelse dér. Thorvald Pedersen var født 02. januar 1889, og hustruen Anna Helene Severine Nielsen var født 18. juni 1885 i Hvidbjerg på Mors, lader det til.

Næsgaard Agerbrugsskole, Stubbekøbing
 "Næsgaard d. 7/2-09
Kære Broder og Svigerinde!
Hvordan har I det?
Her gaar det ved det gamle. Neergaard har faaet en Forvaltningsplads paa Lolland Løn 350 Kr.- vi har haft det dejligste Vejr siden Jul og ikke mindst i Dag. Skriv nu snart om alt derhjemme. Forholdene til Maj og til Høst m.m.
Hermed en venlig Hilsen Thorvald Pedersen"
Sendt fra Stubbekøbing 7. februar 1909

Øvrige afsnit:
Østerild 1
Østerild 2
Østerild 3
Østerild 4

Ingen kommentarer:

Send en kommentar