søndag den 12. oktober 2014

Øjet i Søndbjerg Kirke


Søndbjerg Kirke på den sydøstlige del af Thyholm ligger stille og troner i den hensygnende landsby og vidner om bedre tider. Egnen har førhen været rig med god jord og midt i færdsel på kryds og på tværs med skib langs Fjorden og over Oddesund. Her på en sokkelsten af kirken findes imidlertid en lille verdenssensation - i hvert fald den eneste runesten i Struer kommune (så vidt jeg da ved!), men ikke nok med det: Indskriften er delvist på latin og dermed noget så specielt som en tosproget runesten!
Søndbjerg Kirke, Thyholm

I 1909, under en af mange forandringer af den gamle kvaderstenskirke, dukkede en hjørnesten frem med tydelige runer. Som det ses er den blevet genanvendt. Den sidder nu som hjørne-sokkelsten på tårnets sydvestre hjørne. Den passer ikke sammen med profilen på de andre sokkelsten 'til venstre'. Den 'til højre' mod øst er den eneste med en profil, der ligner. Det er med andre ord ikke stenens oprindelige placering, den nu har:

Sokkelstenen i tårnet SV
Set fra syd
De 2 sokkelsten kommer altså fra en anden sokkel, end kirkens oprindelige sokkel, og det er rimeligt at tro, at det har været i et granitkvader-alter inde i kirken, de kommer fra. Smidt ud i forbindelse med reformationen midt i 1500-tallet kunne man gætte på? Det forekommer også rimeligt at tro, når teksten af runerne tydes, at stenene kommer fra et alter, for den nævner netop et alter.

Som det ses neden for, virker rune-sokkelstenen mod nord delvis knust - der mangler ligesom noget. Måske mangler vi også noget af den oprindelige tekst? Slut-s'et på vestsiden har, pudsigt nok, kun halv størrelse i forhold til de andre runer. Man løb tør for plads. Den slags kendes jo også fra andre runesten; at stenhuggeren har forregnet sig med pladsen - og for sent til at kunne lave det om.

Når man i øvrigt går sådan til kanten af stenen i begge ender, kan man gætte på, at der har været skrevet mere på andre - tabte - sten. Teksten, der er i behold, lyder ret gådefuld, og måske igen, fordi der mangler noget. Men det er ikke til at vide...

Set fra Vest
Når runeteksten indeholder latinske ord, er vi noget op i middelalderen. Teksten er formentlig noget senere end kirken, der blev bygget sikkert omkring 1150. Jeg gætter, at teksten er fra 12- måske endda 1300-tallet. B'et har en hel organisk bue form, og ikke de trekantede "buer", som normalt kendetegner runer - også et tegn på, at teksten er ret sen.

Den oprindelig runeskrift i Norden, der udviklede sig fra omkring år 200, havde kun 16 tegn eller bogstaver. Men den blev til et fuldt alfabet i konkurrencen med det latinske alfabet da det med kirken for alvor nåede vore breddegrader. Herfra lånte man bogstaver, og derved fik man dækket nogle flere sproglyde ind. Det blev til 2 helt parallelle alfabeter, hvor kun typografien til sidst adskilte dem.

De latinske bogstaver vandt omsider over de sidste runefanatikere, der holdt fast i den gamle nordiske form, men det skete først langt oppe mod år 1500. Det er det nye latiniserede runealfabet, vi ser anvendt i Søndbjerg. Her har vi syn for sag'n med runer fra den sene tid, og tilmed gengives latinske ord. Meget pudsigt; jeg ved ikke om der findes andre eksempler; men nogen, der læser dette, ved det måske?

Ingen tvivl om, at folkene bag runeteksten i Søndbjerg kunne latin og dermed også beherskede latinske bogstaver; så anvendelsen af runeskriften, var et bevidst valg. Runer var pr. tradition mere magtfulde som mindesmærke! De virkede sikkert bedre til det, og derfor blev de foretrukket? Men måske spillede dovenskab også en rolle? Så sent som i min gymnasietid, kunne en en for kort dansk stil, blive kritiseret for at være lapidarisk. En lapidar, slog jeg efter for at forstå kritikken, var en romersk stenhugger, der huggede tekster i sten - datidens breve. Så skal det være kort og uden overflødige dikkedarer. Dér har runer frem for latinske bogstaver jo fordelen; de har rette linjer, og er derfor nemme at hugge i sten. Runer er simpelthen bedre egnet til mediet sten!

Jeg har trukket teksterne op med rødt på billederne neden for og har oversat (dvs. læst om og stjålet fra andre - retteligt!) til latinske bogstaver (sort).

Her den søndre side, som man gætter på fortsætter på den vestre side (men det er jo ikke sikkert, det forholder sig sådan; det kunne være omvendt, eller måske to helt forskellige sætninger, der intet har med hinanden at gøre, men som deler sten):


Der er altså en Jakob, der vel både har bestilt  og betalt ((w)ullæ = voldte), og en stenhugger ved navn Skjalm, der har ristet runerne [ifølge nedenstående kilder fra Nationalmuseet - navnlig Danske Runeindskrifter nr. 148]. Skjalm må vel også have bygget alteret, som stenen formentlig sad i.

Så kommer vi til de latinske ord: Ubi (=hvor) ara (=alteret). Bemærk at man skrev 2 runer sammen nemlig A og R som én rune - en såkaldt binderune - en slags monogram Igen tidsbesparende for stenhuggeren! De 3 prikker, der ses mellem ordene, er en simpel orddelingmetode.

Vi stiller os så mod vest og ser resten (som det formodes) af teksten:


Altså: Vi kan konkludere, at der fortælles på en hjørnesten af et formodet tidligere alter i Søndbjerg Kirke fra katolsk tid: "Ubi ara ibi oculus", som Google Translate får til noget i retningen af: "Hvor alteret er, der (er) øjet". Måske et relikvie, dette øje? Var der ikke noget med, at den højt besungne Sankta Lucia rev sine øjne ud, da hun ikke ville dele seng med en hedning, hun var blevet tvangsgift med, og kan alteret have rummet et sådant relikvie? Eller er "øjet" i overført betydning Gud, der jo symbolsk ofte gengives som et altseende øje oppe på eller i himmelen?

Dem, der kunne svare, nemlig Jakob og Skjalm og deres pårørende, hviler i jorden, og er forlængst blevet støv på ny, og det måske endda på denne kirkegård. De holder på hemmeligheden om øjet i alteret. Vi andre kan kun gætte og gisne ...og undres. Men tak Jakob for bestillingen, og tak Skjalm, fordi du gjorde disse runer så flot, og for at vi må se jer binde historien sammen lige her på hjørnet af tårnet af Søndbjerg Kirke.

[Kilder: Jeg har kigget, mærket og fotograferet og tegnet og tænkt, men også læst, hvad jeg kunne finde; bl.a. Danske Runeindskrifter (runer.ku.dk); og om Søndbjerg Kirke på 'Danmarks Kirker' (danmarkskirker.natmus.dk); og især Anders Bækstads glimrende artikel: 'Thylands Runestene' (arkiv.thisted-bibliotek.dk)]



2 kommentarer:

  1. I Skalk 1965 nr. 2, s. 16f har Erik Moltke en artikel om runeskriftens udvikling. Heraf fremgår, at latinske ord udført med runerskrift måske ikke er så sjældne, som jeg har beskrevet det i artiklen. Bl.a. skulle der være noget latinsk på Staby Kirke.

    SvarSlet
  2. "Øjet" er kirkegængerens blik, der er rettet imod alteret. Synet er et centralt tema i liturgien på den tid og at den andagtsøgende så i retning af alteret var vigtigt.

    SvarSlet