onsdag den 31. december 2014

Sheela na Gig (Døbefonten i Lerup - del 10)



Det skal handle om en fræk dame - på en døbefont. Jeg er ret sikker på, det er en fræk dame, men min udlægning har der nu været andre meninger om: "...en i en Oval liggende Mand...", skrev Mackeprang i 1941. En fødende kvinde, der ligger i barselsseng, mente Søren Nancke-Krogh i "Stenbilleder" fra 1995. Men det er nu noget helt tredje, der er på døbefonten i Lerup Kirke. Godt nok en kvinde, men ikke i barselsseng. Det er en dame - en gammel gudinde - der (det viser armenes stilling) åbner sit skød. På de britiske øer kalder de hende Sheela na Gig, og jeg har ikke bedre navne for hende, selvom Sheela na Gig også derovre er et nyt navn til den frække dame. Også derovre har de glemt, hvem hun egentlig var...!

Placeringen ved Kristi højre hånd antyder hendes store betydning. Ved hendes fødder er der en døråbning, hvor en mand/ridder med skjold kommer ud. Jeg tror, på grund af døråbningen, at billedet af Sheela na Gig på døbefonten faktisk er et billede af en billedsten i døråbningen på den bygning, manden kommer ud af.

På de britiske øer findes ca. 150 af disse billeder med kvinden, der krænger sin skede åben. Mange er i forbindelse med dør- eller portåbninger. Her på døbefonten står ovalen omkring hende i forbindelse med døråbningen; så derfor er jeg meget sikker på min konklusion. At vi har fat i den selvsamme kvinde her og hisset. Min skitse neden for viser nærmere sammenhængen med døråbningen:


Jeg har taget et par billeder fra Wikipedia frem for eksemplets skyld. Her er først et billede af en Sheela na Gig over portåbningen på Church Stretton i Shropshire, England (fotograf: Anthony Vosper, Wikimedia Commons). Slægtskabet står vist til troende? Bemærk den flade/lige afhugning af stenen på hendes højre side, der antyder en tidligere placering ved en bygningsåbning, som en dør. Stenen må være genanvendt fra en gammel bygning.


Foto: Anthony Vosper, Wikimedia Commons
En anden Sheela her fra det vestlige Irland, i County Clare, over en kirkedør i Killinaboy Church (fotograf: J.E Walkowitz, Wikimedia Commons). Igen; slægtskabet er slående, ikke sandt?

Foto: J.E Walkowitz, Wikimedia Commons
De britiske øers Sheela'er findes primært på kirker, men også på gamle slotte; så hun har ikke udelukkende haft en kirkelig/kristen-religiøs betydning. Hun findes overalt i Europa, således bl.a. i Norge på domkirken i Trondheim (Nidarosdomen), men også Frankrig og Spanien, hvor briterne gætter på, hun kommer fra.

Teorien er, at Sheela'en blev indført til de britiske øer af normannerne. Det er da muligt, men da hun også tydeligvis findes i Lerup (og helt klart på døbefonten i Gelsted på Fyn, samt på en søjletop på Rydbjerg kirke i Salling (mere herom senere!)), så kan det vist ikke være tale om nogen normanisk (fransk) import til Danmark. 

Jeg tror, hun var her før Jesus, og blev her sammen med ham - en overgang. Men hun blev efterhånden for fræk til Kirken og blev hugget ned og ødelagt som det hedenske symbol, hun også er. Det vil sige; de fleste steder, så der nu kun er et par stykker tilbage i Danmark, der minder om den guddom, hun repræsenterede - en gang.

Hun findes i en lidt anden version på en billedsten fra Gotland fra ca. år 400-600 e. Kr. ("Ormhäxan"- der minder påfaldende om Gelsted-fontens Sheela med slangerne). Når vi nu bevæger os ned i forhistorisk tid; så synes jeg, at det er endnu mere gådefuldt, at hun findes på en guldgubbe, fundet i 2012 på Bornholm. Guldgubben blev kastet i en kilde; sikkert som frugtbarhedsoffer, ca. år 500 e. Kr. Men, men, men,...vi kan komme meget længere tilbage til bronzefiguren - gudinden - fra Værebro-å-fundet fra ca. år 500 FØR vor tidsregning (hun er med andre ord 2.500 gammel i Danmark) Link til artikel fra Roskilde Avis - eller se hende på Nationalmuseets hjemmeside.

Korsfareren i døråbningen med sit skjold - og den vulgære dame
Hvorfor er hun på en kristen døbefont i Lerup fra den tidlige middelalder, og endda ved Kristi højre hånd - og hvad har hun med manden i døråbningen at gøre? Jeg gætter videre senere!

[Kilder:
Mackeprang: Danmarks Middelalderlige Døbefonte, 1941, side 181-182
Nancke-Krogh: Stenbilleder, 1995, side 8
John Kristensen: Han Herred Bogen, 2007, side 148ff
Wikipedia.org
Sheelanagig.org
britishmuseum.org
beyond-the-pale.org.uk (med omtale af danske formodede Sheela'er)
natmus.dk]

Læs også:
Del 1 Lerup Gamle Præstegaard
Del 2 Døbefonten i Lerup
Del 3 Ichthys
Del 4 Thorhildurs Kirke
Del 5 Dåbsduen
Del 6 Løven
Del 7 Tronhimmelen
Del 8 Yggdrasil og Livstræet
Del 9 Ruinen og den ny kirke

2 kommentarer:

  1. Kære Hjorth Larsen. Jeg kom ved et tilfælde (i en søgen efter noget om Hans Brygge) forbi din blog. Meget fint og interessant- ser det ud. Jeg må vende tilbage senere i aften, da dagens pligter kalder. Jeg har komenteret på Hans Brygges oldebarns indlæg.

    SvarSlet
  2. Kære Marianne Sølve - tak for dit besøg og dine kommentarer. Jeg bliver glad, hvergang der er "lyd" ude fra cyberspace. Håber, vi høres ved en anden gang.

    SvarSlet