tirsdag den 6. november 2018

Det bedste ved Buccholtz' hus

Gipsreplika af Thorvaldsens marmorfrise "Bacchantinde og en Satyr"

Jeg er lige blevet interviewet, mens jeg sad i Buchholtz' plyssofa på hans arbejdsværelse midt i mørkningstimen. Der var en særlig og meget uvant stemning i huset, mens mørket kom snigende og tog detaljerne væk og slog ring om os. Jeg har været der utallige gange, men aldrig i tusmørket. Det var en rigtig fin kulisse til at mindes Buccholtz - og repetere om ham - her hvor vi også passerer allehelgen.



Mit første indtryk fra Buchholtz' hus, blev jeg spurgt? Jeg svarede, at det måtte være hylden med læderryggede bøger  og den flotte guldtrykte tekst, men også med Buccholtz' egne grove, påmalede kruseduller og mønstre. Ingen andre end Buccholtz ville have kunnet få sig til at male på så fine indbundne bøger.

Her har Buccholtz' krøllede skabertrang og selvopfattelse ført til, at han ikke kunne lade sit navn på bogryggene stå alene: Det skulle suppleres med mønstre i hans almuemøbel-stil. På den måde blev alle titlerne forenet som til ét kunstværk. Her kan man virkelig tale om at sætte sit præg...

På vej ud ad havedøren (der nu er hovedindgangen til huset, efter at Bryggergade og hoveddøren blev skåret fra) stod vi lidt på loggiaen/verandaen og kiggede på den skårrede gips-replika af Thorvaldsens marmorfrise fra 1833, som hænger lige midtfor. Jeg kom i tanke om, at den egentlig var mit første indtryk fra huset.

Jeg kan huske, at jeg tænkte, at den lille fyr - faun eller satyr med gedehalen - var ganske voldsomt udrustet. Jeg tænkte, at det var en smule upassende, at folk skulle møde dét syn, få det lige i synet - som det første.

Det skulle de jo nu egentlig heller ikke, da det jo var bagdøren dengang. Det var kun de gæster, der gik havevejen, der mødtes af faunens/satyrens voldsomme manddomskraft. Omgangskredsen af kunstnere og deslige samt venner af huset kunne nok bedre rumme det der indtryk tilbage for 100 år siden, og så alligevel på en så fremtrædende plads! Nærmest som et her-bor-skilt, bare uden navne!

På mig virker frisen stadig lidt voldsomt. Måske er det også blevet mere upassende med tiden, med drengefiguren sammen med drue-damen, tænker jeg.

Damen med vinkande og drueklase lokker den lille fyr i fordærv - eller hvad det nu er; snavs eller sjov? Det kan vi jo kun gætte på. Det ser nu ikke ud til, at det er så slemt for ham - og hvis vindruer virkelig har den virkning, så ville Pfizer nok have tage patent på druer for længe siden.

Frisen er et symbol på livsglæde og lyst til at nyde livet. Buccholtz-parret har naturligvis følt, at den og symbolikken passede på dem. De har også vidst, at det var frivolt og provokerende, men som en 'front-runner' forfatter/kunstner af tiden skulle man jo provokere for at leve op til sit 'image' som gæst fra parnasset hos mere jordnære.

Frisen - gipsreplikaen - er et signal fra Buchholtz'erne, til gæsterne af huset, en varedeklaration for huset og det liv, det rummede. Frisen sidder lige i skabet, der på væggen i loggiaen! Det er da det, man hører, at her var fest og leben og evigt gæsteri i Buccholtz' velmagtsdage.

Trods livsglæde, sang og bægerklang, og hvad deraf følger af frivole aktiviteter, så er frisen også nøgtern og en smule sørgelig. Den er en fuldstændig præcis varedeklaration for det, der var, men også om det der ikke kom; der kom nemlig ingen børn. Det synes jeg, det afknækkede hjørne symboliserer - altså det, der manglede.

Provokerende frækt og så muntert og sørgeligt på én gang. En essens af det her fantastiske hus. Det er det frisen er, som mit første indtryk fra huset.

I romanen "Dr. Malthes Hus" har doktor Malte og fru Flora 5 børn i et hus, der ligner det her hus...på en prik.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar