Den her frise er vist ikke helt politisk korrekt. Men det er altså nyklassicistisk kunst fra 1833 fotograferet på Thorvaldsens Museum. "Bacchantinde og en Satyr" af Thorvaldsen. Hvordan er så en afstøbning af frisen havnet i det formentlig ret puritanske Struer engang i mellemkrigstiden. Afstøbningen (foto neden for) sidder i verandaen på forfatteren Johannes Buchholtz' hus - en del af Struer Museum i dag.
Jeg kan forestille mig en vis forargelse, og jeg kan til en vis grad beundre det mod, eller trods, der skulle til for at lade sådan et motiv sætte op. Men det var selvfølgelig kun ved bagdøren. Selv ved bagdøren kom der mange - herunder datidens mest prominente forfattere og kunstnere. Det er ikke helt fri for, at man føler en lille smule afsky for motivet, men vi lever måske stadig i en puritansk tid?
Olga og Johannes Buchholtz var gæstfrie og en del af datidens jetset. Frisen har sikkert været udvalgt og placeret dér med velberådet hu; for at pleje image og signalere frigjorthed og en slags dannelse, der legitimere frigjortheden, Bertel Thorvaldsens inspiration var trods alt den græsk-romerske kunst og dannelse, som borgede for en vis standard. Bucholtz var jernbanefunktionær, men blev velhavende gennem sit forfatterskab. På fotografier af ham kan man nærmest føle smerten ved at skulle ranke ryggen så meget og se så vigtig ud.
Hans forfatterskab har ikke overlevet tidens tand, men andre af hans værker lever videre, så som Struer Museum, grundlagt af ham for næsten 80 år siden her til juli og Vestjyllands første bronzeskulptur (og stadig allerbedste), vennen Anker Hoffmanns meget smukke "Vandbærersken", som vi her tillader os at kalde Struerpigen, som han fik stillet op i lystanlægget.
Hans og Olgas fantastiske hus blev testamenteret til kommunen og står helt intakt som om beboerne lige var gået uden for. Og det er de faktisk også - de ligger begravede her i haven lige uden for huset og verandaen med afstøbningen! Den er slået lidt i stykker i et hjørne, men den er god nok, som det ses:
Jeg kan forestille mig en vis forargelse, og jeg kan til en vis grad beundre det mod, eller trods, der skulle til for at lade sådan et motiv sætte op. Men det var selvfølgelig kun ved bagdøren. Selv ved bagdøren kom der mange - herunder datidens mest prominente forfattere og kunstnere. Det er ikke helt fri for, at man føler en lille smule afsky for motivet, men vi lever måske stadig i en puritansk tid?
Olga og Johannes Buchholtz var gæstfrie og en del af datidens jetset. Frisen har sikkert været udvalgt og placeret dér med velberådet hu; for at pleje image og signalere frigjorthed og en slags dannelse, der legitimere frigjortheden, Bertel Thorvaldsens inspiration var trods alt den græsk-romerske kunst og dannelse, som borgede for en vis standard. Bucholtz var jernbanefunktionær, men blev velhavende gennem sit forfatterskab. På fotografier af ham kan man nærmest føle smerten ved at skulle ranke ryggen så meget og se så vigtig ud.
Hans forfatterskab har ikke overlevet tidens tand, men andre af hans værker lever videre, så som Struer Museum, grundlagt af ham for næsten 80 år siden her til juli og Vestjyllands første bronzeskulptur (og stadig allerbedste), vennen Anker Hoffmanns meget smukke "Vandbærersken", som vi her tillader os at kalde Struerpigen, som han fik stillet op i lystanlægget.
Hans og Olgas fantastiske hus blev testamenteret til kommunen og står helt intakt som om beboerne lige var gået uden for. Og det er de faktisk også - de ligger begravede her i haven lige uden for huset og verandaen med afstøbningen! Den er slået lidt i stykker i et hjørne, men den er god nok, som det ses:
Frisen på verandaen i Buchholtz' hus
Motivet taler næsten for sig selv. En bacchantide har naturligvis noget med den fest- og kvindeglade og meget muntre græske gud Bacchus - vinens gud. Bacchantiden var en del af festen. Satyren er en ren baby her, men kendes dog på den lille ponyhale og de spidse ører, og skal sikkert ikke undervurderes, vil jeg tro ud fra de andre kompositoriske elementer i frisen. Jo, det er voldsomme sager, synes jeg nok.
Der er flere vidnesbyrd om munterhed og frigjorthed i den helt unikke kunstnerbolig med vægge i Buchholtzblå. Den er mere end ét besøg værd. Der er mange finurlige ting at se, og Museet har en ny indrettet mindestue. Huset er også omtalt på Dorthe Chakravartys glimrende blog Forhistorier.
Man kan læse mere om Buchholtz-parret på Museets hjemmeside.
 |
| Bucholtz-parrets gravsted i haven, set fra loggiaen - den skårrede frise på loggiaen og gravstenen gør altid et meget stærkt indtryk på mig - et vidnesbyrd om parrets kærlighed til hinanden og livet |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar