Her er et foto fra Onkel Verners fotoalbummer. Det er ham, der efterårspløjer foran sin ejendom en gang i 60'erne. Jeg kan huske hestene i den lille stald, der ses bag ploven med det lille vindue. Heste på markarbejde var den gang allerede et sjældent syn, for de små grå Ferguson'er havde forlængst overtaget arbejdet alle andre steder.
Den beskedne ejendom lå - eller ligger, for den er der endnu - Tranum Engevej 31. Jeg mindes, da stråtaget blev taget ned og nyt eternittag kom på med naboers og familiers hjælp. Det var før jeg kom i skole, tror jeg, og det var tilbage i 1968. Jeg sad inde i stuen hos Bedste, da stråtaget væltede ned og forvandlede dag til nat. Ret uhyggeligt.
Men billedet af en stolt Onkel Verner med sit fine plovspand af nordbakker (den fjærmer til højre og den nærmer til venstre, var det vist?), og med ejendommen bagved i blød efterårssol er et dejligt billede, synes jeg. Men jeg har jo også et særlig blødt punkt på dét her sted; hvor jeg har nogle af mine tidligste barndomsminder.
Fotografiet får mig til at tænke på min favorit-efterårsvise med Holsteins billedfyldte og lidt anarkistiske tekst om bymennesket, der vender tilbage til rødderne på landet ved sin faders gård, og som nu vandrer rundt på en andens mark, men alligevel med den fulde nydelse af efterårsscenariet, helt uden dårlig samvittighed over at ta' det jord, der sætter sig under sålerne.
Her er lige det første vers, der matcher billedet (selvom digtet foregår på Øerne):
Det lysner over agres felt,
hvor sløve plovspand kravle,
det sortner over Store Bælt
med sol på kirkegavle.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar