torsdag den 28. juli 2011

Grødeøer

Der er smukt her ved Kilen i Struer. Jeg bliver ikke træt af gåturen ad stien langs Kilen i alle slags vejr. Den her aften eksempelvis. Masser af natur lige i baghaven.
Her i sommer har der været noget nyt at se på. Grødeøer. Prøv at se ude i vandet lidt uden for risene. Der er nogle runde "pletter". I starten troede jeg det var et fænomen som korncirkler eller noget lignende sensationelt, da jeg igennem mere end 20 år ikke har set det før.

Heldigvis er det agurketid. Vor lokale sprøjte, Dagbladet Struer, brugte derfor nok halvdelen af sin spalteplads på at berette om grødeøerne i går. Derfor er jeg blevet lidt klogere på fænomenet.

Det er ganske rigtigt vandplanter - der fremvistes både hjertebladet og børstebladet vandaks, men så vidt jeg kunne se, hvis altså navnene på planterne hentyder til bladenes form, havde de traditionen tro byttet om på fotografierne.

Grødeøerne er ret store og kan godt bruges til at sidde og tage en slapper på for blishøner og andre lokale beboere.

Kilen er en fjordarm, der er afskåret af dæmningen mellem Struer og Bremdal (hovedvej 11). Der er en lille kanal til Fjorden. Der har gennem årene været en skiftende slusepolitik. Meget saltvand ind for at klare myggeplagen. Nu senest det modsatte. Den nye slusepraksis får åbenbart plantevæksten i gang (men der har nu også været ret mange dansemyg i år!).

Ifølge Dagbladet, der refererede rapporter fra Statens undersøgelser, er Kilen på 328 hektar, men kun 9 hektar af søbunden var bevokset med planter, og det kun med ganske få arter. Men Kilen er altså med en slusepolitik om et konstant lavt saltindhold i bedring - og nu altså med grødeøer.

Posted by Picasa

Ingen kommentarer:

Send en kommentar