Vinderup Vold

Vinderup Vold (set fra nordøst) rejser sig 4 meter over mosen

På en virkelig kold sommeraften tog vi med Vinderup Egnshistoriske Forening og Helle Henningsen fra Holstebro Museum på tur til Vinderup. Vi skulle se lidt på Vinderup Vold.

Vinderup er en ret ung stationsby. Et produkt af jernbanen. Det tog fokus fra Sevel, hvor bønderne efter sigende havde frabedt sig jernbanens buldren, der nemt ville have skræmt kvæget fra vid og sans.

Vinderup er vist opkaldt efter en person ved navn Vindis - eller noget lignende. Navnet kendes først fra år 1274 i forbindelse med marsken Jens Kalf. De nærmere omstændigheder fortoner sig vist - eller også var min koncentration og blæstens hylen årsag til de manglende informationer her. I hvert fald var der fra den tid et herresæde her. Det var urolige tider, hvor landet blev pantsat til tyske grever med betydelig uro, vold og vilkårlighed til følge.

Et produkt af det var et stort antal tilflugtsborge. Om Vinderup Vold er ældre eller yngre, end Jens Kalfs herresæde i Vinderup, er et åbent spørgsmål - de fleste tilflugtsborge stammer fra slutningen af 1200 og til starten af 1300-tallet. Men den er ikke yngre end 1396, hvor Margrethe I forbød borgbyggeri (det var for svært at styre folk, der havde et stærkt tilflugtssted).

Hvem der har slæbt 5-10.000 kubikmeter jord sammen i dette sumpede - og dengang våde område for at kunne søge tilflugt, ved jeg ikke, men imponerende er stedet i det nordvestlige Vinderup. Her har indtil sidste århundrede ligget en stor gård, Vinderupgaard.

Volden har været en stærk herremands værk, denne borgvold og det bygningsværk, der har været på den. Stenene er forlængst brudt ned og anvendt andetsteds, men ingen kender noget til, hvad volden rummer af spor.

Voldgraven er der endnu, og uden for den er der fundet spor af murværk formentlig som led i en ydre ringvold. Formentlig har der på selve banken været et firkantet tårn. Svaret på hvad der her er sket i den mørke middelalder blæste i den iskolde sommervind og forbliver nok for altid ubesvaret. Et smukt og betagende sted.

Jeg fortalte en lokal om vort besøg på Vinderup Vold - først efter en lang tænkepause sagde den pågældende: "Nåh, Elverhøj!". Egentlig ikke så mærkeligt, at den store vold midt i det flade område har givet næring til myter om vætte-værk - noget overnaturligt fra de underjordiske.