Hjorth Larsen: : Kanonen i Moora

Australsk krigsbytte fra slaget ved Jenin 18.09.1918

Cirka 175 km nord for Perth, WA ligger en lille søvnig by ved navn Moora. Rent faktisk var den stor i forhold til de byer, vi var stødt på i en lille Odyssé i en lejet Corolla op ad vestkysten langs Det Indiske Ocean i Vest Australien. Uanset størrelse har hver by her en stele - et War Memorial - for deres faldne. I Moora var der tillige en tyrkisk kanon midt i byparken.

Det er tydeligt, at krigene er meget nærværende for australierne. I morgen den 11. november fejrer Commonwealth-landene Remembrance Day. Lige nu, hvor jeg skriver dette lørdag eftermiddag, skridter datolinjen hen over det store land 'down under', og så er det er vel passende at sende dem, soldaterne også de australske veteraner, en tanke eller to. Men ellers er mit besøg i Moora og Vest Australien noget, der skete for et år siden nu, så den tidslinje er vi allerede langt foran - eller bagved ?

Moora WA

Jeg ved godt, at australierne har deres egen mindedag, sammen med new zealænderne, nemlig ANZAC Day den 25. april - dagen for den katastrofale landgang ved Gallipoli. Den har man holdt højtidelig lige side 1916.

Husker I den meget unge Mel Gibson som løberen i filmen "Gallipoli" fra begyndelsen af firserne? (Ellers se lige filmtraileren m.v. på YouTube, hvor der også er en glimrende dokumentar om "The Gallipoli Disaster"). På de 8 måneder felttoget varede, før man opgav og evakuerede, faldt næste 8.000 australiere.

Forældede og forkerte landkort uden højdekurver, dårlig planlægning og logistik, høje temperaturer og mangel på vand og ikke mindst en indædt kamp fra den osmanniske hær under Mustafa Kemal - den senere landsfader Kemal Atatürk - efterlod en kvart million ofre ved Gallipoli - ca. 120.000 døde. Kontrollen med strædet ind til Sortehavet skiftede ikke, som det ellers var Churchills plan.

Den unge marineminister Churchill blev fyret og levede med sort samvittighed over sit ansvar resten af sine dage som idemand bag felttoget mod Dardanellerne. Men det er jo en anden historie. Men datoen for landgangen ved Gallipoli blev altså til ANZAC Day.

Man kan undre sig over, Australiens krigsdeltagelse i 1. Verdenskrig. Den nye australske nation var kort før 1. verdenskrig blevet dominion og var uden for krigzonen. Men båndene og følelserne tilbage til England var åbenbart så stærke, at deres premierminister erklærede, at den nye nation "ville kæmpe til sidste mand, og sidste shilling". Han fik også ret langt hen ad vejen. Af de 5 millioner indbyggere meldte 400.000 sig som frivillige, og deraf døde 60.000 på slagmarkerne i Europa og mellemøsten i denne første verdenskrig. et betydeligt dræn for en ny nation, men den bestod dog prøvelserne.

Jenin 1918. Foto: Australian War Memorial

Det osmanniske rige gik derimod til grunde. de holdt med de forkerte. Man mistede Palæstina og den europæiske del af det nuværende Tyrkiet m.m. ved freden i 1918. Senere kom det til krig under Kemal Atatürk mod grækerne og der vandt Tyrkiet de tabte landdele tilbage. Palæstina forblev derimod engelsk kontrolleret, og senere, efter en anden krig, blev det bl.a. israelsk og jordansk, og en smule - Vestbredden - blev senere igen Palæstinensisk selvstyre.

Osmannisk materiel efter erobringen af Jenin. Foto: Australian War Memorial

Her - i den nordlige ende af Vestbredden, selvstyreområdet - ligger en by: Jenin.

Kanonen i Moora er krigsbytte fra denne by og et slag, der stod der, den 18. september 1918, hvor tropper fra Vest Australien (10th Light Horse Regiment) deltog.

Krigsfangetransport fra Jenin. Foto: Australian War Memorial

Ved slaget toges over 8.000 fanger og en stor mængde materiel blev beslaglagt - herunder en tysk flybase med knap 30 fly, samt en 75 mm kanon, der altså nu i ca. 90 år har stået her midt i Moora. Den kom angiveligt dertil i 1922 som en slags souvenir.

Se den arabiske inskription her på bundstykket: Kanon nummer 393 fra Krupp til den osmanniske hær - det moderne Tyrkiet er gået over til latinske bogstaver (jeg har snydt og oversat fra plaketten på kanonen).

Jeg synes, apropos Gallipoli, og hvis det her interesserer jer, I skal tage at se videoen/høre musikken 'And The Band Played Waltzing Mathilda' af John McDermott (link).

Jeg fandt også en lille tale, af Kemal Atatürk fra 1934, som faktisk er ret rørende, og som indskrevet på mindesmærker i Gallipoli - stedet hedder nu ANZAC Cove - og på mindesmærker i New Zealand og Australien:

“Those heroes that shed their blood and lost their lives.../You are now lying in the soil of a friendly country./Therefore rest in peace./There is no difference between the Johnnies and the Mehmets to us./Where they lie side by side now here in this country of ours …/You mothers, who sent their sons from faraway countries/wipe away the tears./Your sons are now lying in our bosom and are in peace/after having lost their lives on this land./They have become our sons as well.”

Krig er grusom, men det er smukt at mindes ofrene. Vi har da også i Danmark på det sidste fået en mindedag eller Flagdag, nemlig den 5. september.

Kælenavnet for de australske soldater var nu ikke "Johnnies" (jf. Atatürks tale), men "Diggers" - fra guldgravningen vel sagtens. Dem, guldgravere, fandt vi en statue af ved Perth Mint, hvor vi også så guldsmeltning. Den rare dame derinde fattede mistanke til os; og vi måtte tilstå, vi var danske, som hende selv viste det sig efter en snak på engelsk; men det er også en anden historie, ligesom præsten fra den store kirke rundt om hjørnet, der ville vide, hvor vi var fra, og som så tørt konstaterede: "We gave you our princess!".