søndag den 13. januar 2013

Vintertid - uge 2

Et snefnug er landet  - fotograferet med min nye makrolinse, jeg fik i julegave

Her til weekenden er vinterkulden kommet tilbage. Ved middagstid søndag dalede enkelte snefnug ned, og knustes her på bordet uden for køkkenvinduet. Ganske få snekrystaller klarede landingen og forblev nogenlunde intakte i deres overjordiske skønhed. Men de fleste blev slået i stumper og stykker, da de fik jordforbindelse. Det var nok vinterens mindste snebyge. Så kom Solen fra sin lave vinkel og kastede sine lyse forhåbninger over os. Lige til en frisk løbetur i den klare luft langs Kilens vældig blå vand. Her er en lille status over 2013 indtil videre.


Efter en gang influenza i Julen har jeg godt nok været træt. Det var først midt i uge 2, jeg begyndte at kunne overskue tingene igen, og da var jeg allerede bagud. Arbejdet venter jo ikke i min branche. Så weekenden her er gået med at samle op på det forsømte fra arbejdsugen.

Men ellers har der da været nok se til. I uge 1 var der nytårskur fredag i min "mumieklub". Som Round Tabler bliver man smidt ud, når man er fyldt 40, og så bliver man mumie, og så danner man en mumieklub. Min hedder 41-7 (vi bliver nemlig ved med at være 41 år og min er nummer 7 i rækken). 41-7 mødes første fredag hvert år.

I år mødte vi op i den forskrevne smoking på et af byens ydmyge steder "Kommandobroen". Her fik vi sæt og drak af flasken. Som en af gæsterne sagde; det er da godt her ikke er non smoking! Mit skilt "Hjorth" i messing på et af bordene blev besigtiget og fundet i orden (jeg kom til at købe det i en brandert, men kan se jeg ikke er den første fra branchen; der er også et "Advokaten"-skilt. Så fik vi en bedre middag, masser af snaps og de forventede røverhistorier. Hygge!

Sidste lørdag så Hanne og jeg "De Urørlige" i Danmarks bedste biograf Apollon, hvor vi spiste først. Utroligt hvad man får for 450 kr. alt inklusive. Dejlig, livsbekræftende film. Den får dog kun 4 stjerner - lidt for meget feel good og for lidt perspektiv i historien. Hyggeligt!

Så var det med slips søndag eftermiddag til nytårskoncert i Folkets Hus med Radioens Wienertrio (bl.a. ham dommeren fra "Maestro" i fjernsynets dirigentkonkurrence) og Det Syngende Selskab. Fuldt hus og dejlig wienermusik og skøn sang, champagne og kransekage. Det var bare godt og en fin ny og meget hyggelig tradition her i Struer.

Trætheden på arbejdet forhindrede ikke i at tage til forpremiere på "Jagten" med foredrag af Heidi Phillipsen i Apollon. Rigtig godt foredrag med filmklip fra Vinterbergs andre film (jeg trænger til at se "De Største Helte" igen, kom jeg i tanke om). Fantastisk film, mit selskab gik stille hjem og hver til sit. Respekt for Mikkelsens præstation, men Klara (Annika Wedderkopp) tog for mig prisen - hold da op et talent!

Drama når det er bedst - og tak til Phillipsen for at fortælle om antitesen til "Festen" - mindede mig behageligt som magister I.C. Lauritsens introduktion til klassiske film på fjernsynet, da der kun var en kanal. "Jagten" fortjener sine 5 stjerner, og den var ikke feel good, men feel bad - og ja, medskyldig nærmest.

Torsdag var vi i Folkets Hus igen til Duke Ellingtons "Sacred Concert" med et 40 mands kor og bigband med solist. Flot jazzkomposition og lidt gåsehus til satsen "Freedom". Udmærket af en flok amatører, selvom oplevelsen nok mere var; det musikstykke bør man høre igen, uden forstyrrelser med delvis falske soli, men okay.

Så var der heller ikke mere at berette om af kulturelle oplevelser her fra Udkantsdanmark i uge 2. Jeg nåede således ikke ferniseringen på Gimsinghoved fredag, men fik mig i stedet en god snak med min historiekyndige ven i antikvitetsforretningen "Historiens Hule", Benny Boysen. Det var om rigsråd og landsdommer Mogens Munk til Volstrup (ham der opsagde Christian den 2. som konge), der ligger begravet i Hjerm Kirke.

Faktisk var det mere om Munks slegfredsdatter Ide (Ida), som han sammen med sin anden slegfredsdatter Karene (Carina) lod arve en gård - Ausumgaard - mellem Struer og Holstebro, da han døde i 1558. Ida har billedhuggeren Anker Hoffmann lavet en skulptur af i 1929, der står derude. Den må jeg ud og se! Interessant, også, at søsteren Carina står som skulptur i Randers og Valby.

Det må jeg have efterforsket nærmere. Ide havde en ældre halvsøster med samme navn, Ide Mogensdatter Munk til Vallø (faktisk var der 11 halvsøskende foruden søsteren Karene). Nå, det var en tangent, jeg kom ud ad, men spændende...eller det er jeg måske den eneste, sammen med Benny, der synes? 
Posted by Picasa

Ingen kommentarer:

Send en kommentar