Stor nåletræssnudebille ("Forbajede dyrer 4")

"Der er så manne forbajede dyrer". Sådan lød den flegmatiske kommentar fra nabo Niels (udtales Nieels på nordjysk), da larver havde taget hans roer en gang i tidernes morgen. Han havde ikke fået sprøjtet. Det er siden blevet et af mange "sæjjer" i familien. Og det er jo rigtig, som jeg også før har skrevet her på bloggen, at de er her - og de er mange - de forbajede dyrer. Her er så en mere: Nåletræssnudebillen, som lige pludselig fløj forbi og vakte min interesse, da den meget adstadigt spadserede ud igen og tog sig en kolbøtte fra dørtrinet.

Den store nåletræssnudebille omtales faktisk blandt nåletræs-skovdyrkere som Hylobius-problemet efter sit latinske navn Hylobius abietis (det sidste betyder gran). Den elsker simpelt hen lugten af harpiks. Så nyfældede træer lokker den til i det omfang, den ellers kan bevæge sig frem.

Lidt gangbesværet er den jo, og den flyver kun til husbehov, og vist kun med en aktionsradius på et par kilometer. Så skal den ned på jorden igen for at gnave gren. Den beskrives som "det største skadedyrsproblem" i forbindelse med kulturetableringen af nåletræer i det danske skovbrug.

Billen her fløj ind ad vor terassedør her i Struer, selvom der ikke er er friske nålestød (stubbe); hverken inde eller ude. Jeg tog et par snudebillesnapshots, der desværre ikke er helt skarpe.

Sikke'n næse, den har - grosserer Pikkerup, tænker man uvilkårlig, men nok om Ørkenens Sønner, deres platheder ligger ikke til mig!

Billen hører til i den store kategori blandt insekterne, der er biller, og heriblandt den store underkategori af snudebiller.

De bliver 2 år fra æg, der overvinter i stødene som larver, for at klække hen over næste sommer. De spiser bark, og især gerne bark på nye, små nåletræer på solåbne arealer, på samme måde som folk kun drikker øl på solsiden i Nyhavn. De foretrækker varmen, men kan vist blive et år mere, hvis der er mere skygget og køligt.

Problemet er følgende: Først fælder man, og så lokker lugten de gamle biller til, der trives og parres og lægger æg. Så planter man i den normale skovdrift nye små træer, og samtidig vælter de nye biller frem og spiser sig glade i den friske, lækre bark  nede ved rodhalsen på de små træer - de bliver i værste fald "ringet", så går de ud, og det bevirker en vis tritesse hos skovdyrkeren.

I dette giftforbudsland (og intet ondt om det) må man ty til plastkraver (til træerne ikke skovdyrkerne) og lugning til bar jord - som billerne ikke kan lide at gå i (de hader fornemmelsen af sand mellem tæerne, som i virkeligheden er gribekløer). Endelig må skovdyrkeren møjsommeligt fjerne alt gammelt træ, der kan lokke billerne til, samt måske endda lægge afdriften (skovstykket) brak en sæson eller to for at rense billerne helt væk. Mekanisk bekæmpelse med andre ord.

Med det pågældende snudeskaft in mente, kunne jeg forslå en biologisk bekæmpelse, nemlig at lade forkølede skovbørnehave-børn frekventere og smitte billerne, der så nok snart løber tør for lommetørklæder og livsmod.

Man forstår godt, hvis skovdyrkeren af de førnævnte grunde får lyst til selv at ringe ind efter en øv-dag, som en anden københavnsk pædagog en mandag morgen, hvis der dukker sådan en fætter her op i plantagen. Jeg foretog ikke mekanisk bekæmpelse af mit eksemplar, men lod nåde gå for ret for grosserer Pikkerup, der ses tage flugten her til højre. Så må vi se, om han kommer i stødet igen.

Den store snudebille hører til blandt de forbajede dyrer, har jeg bestemt, og det ser ud til, at den ved det; sådan som den hænger med næbbet.