Efter 5 år i Århus i nabolaget til Risskov er der en duft, der river en tilbage i tidsmaskinen: Ramsløg i maj/juni. Jeg ser straks, når jeg rammer ind i lugten, for mit indre blik mig selv drøne rundt på Risskovs stier i svimlende fart i den jogging bølge, jeg synes jeg var foregangsmand for i begyndelsen af firserne, og som jeg stadig dyrker til husbehov i min relativt høje alder.
En gang duftet, aldrig glemt. Sådan er det med ramsløg. En helt igennem utrolig intensiv løg-lugt, for lugt, og ikke duft, det er, hvad det er! Her fandt vi under lignende omstændigheder masser af ramsløg ved Junget strand i en en østvendt løvskovsskrænt, ned mod vandet, præcis som i Risskov.
De dækker store arealer i løvskovsbund. Her når urten lige at blomstre, inden bladhænget tykker til, og lige i den periode, hænger duftskyen omkring området. Så tyk, at man næsten skal skære sig igennem - og man skal lige vænne sig til det.
Ramsløg kan bruges til alt, som man bruger løg og især forårsløg til. De kan endda grilles. Hos vores lokale slagter får vi rigtig lækre grillpølser med ramsløg.
Ramsløg virker rensende og skulle være helsebringende i forhold til forkølelse og andre smitte-sygdomme, og urten er jo lige derude til fri afbenyttelse.
Det er ren hvidløgslugt i kraftige doser, vi taler om her. Hvis ikke, der er duft fra planten, så lad den være, det kan være rigtig giftig liljekonval eller ligeså giftig Høst Tidløs. Jeg har før skrevet lidt ubekymret om løget, og derfor lidt formaninger om at se sig for, så man undgår ubehagelige forvekslinger.
Den sidste, Høst Tidløs, har meget smalle blade og lyserøde krokuslignende blomster. Den første, Liljekonvallen, har blomster, der ligner små klokker, der sidder i en ret lang klase. Bladene sidder tæt rundt om stængelen. De er lige brede på midten et stykke, mens ramsløgblade er bredest præcist på midten.
Liljekonvallen lugter ikke af løg - Høst Tidløs, ved jeg ikke, hvordan lugter. Ramsløg har meget grøn overside og lidt lysere underside, som man faktisk kan ane på billedet til venstre. Liljekonvalblade er "lige" grønne på begge sider.
Lidt forsigtig tilgang, men så er der heller mere grund til at holde sig tilbage fra selvskabte gastronomiske oplevelser..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar