Den amerikanske ørn ser lidt forpint ud - og ikke mærkeligt, efter borgerkrigens åreladning af den den gang lille amerikanske befolkning på ca. 30 millioner. 1,1 millioner menneskeliv gik tabt eller invalideredes fra 1861-1865. I dag den 3. juli for 150 år siden nåede borgerkrigen et vendepunkt - krigens "High Water Mark", som man siger. Det var her ved den lille by Gettysburg i Pennsylvania.
Jeg skal ikke forsøge at redegøre for krigens mål og med. Det ved jeg ikke nok til, eller måske kun lige så meget, eller lidt, som alle andre. Men jeg har lidt snapshots fra slagmarken ved Gettysburg, der rummer en mængde mindesmærker fra både syd og nord. Jeg var der en diset efterårsdag i kulde og med stille regn. Præcis så trist en stemning, som man venter af et så skæbnesvangert sted.
Slaget var egentlig en invasion mod nord, mod hovedstaden Washington; det afgørende hug mod hovedet. Men general Robert E. Lee fejlede sit slag. De små marginaler. Mere fokus på 'Cemetary Hill' og 'Little Round Top' ville kunne have ændret alt, måske...
På 'Little Round Top' står Brigadier General Warren stadig og spejder ud over bevægelserne på slagmarken. Her så han muligheden for en fordel i den forbitrede kamp og kommanderede de nærmeste tropper derop, på den lille runde top. Den var svagt forsvaret, og blev indtaget; og her vandt han sin hæder, og sin plads i historien - og hvor han fik sin statue i 1888.
Størst indtryk gjorde den evige ild - 'The Eternal Light Peace Memorial' - mindesmærket fra 1938, indviet af selveste FDR - Roosevelt - i overværelse af et par tusinde af de sidste borgerkrigsveteraner, der nærmede sig de 100 år og - uden de vidste det - ikke mindst en ny stor krig. Inde i Washington så vi FDR mindesmærket - "I Hate War", var der hugget ind i granitsøjler, der var væltet i sønder. Meget skæbnetungt, men et flot mindesmærke for ham, og dét kæder de to monumenter sammen på en for mig forunderlig måde.
De to søstre fra syd og nord står, på foden af 'The Eternal Light Peace Memorial', forbrødrede, ved Ørnen, og under den evige flamme. Her hvor Nationen lod i hvert fald 8.000 liv, og formentlig, med de savnede, op mod 20.000, samt en 27.000 sårede, invalide. Dét endte ikke striden; den forbitredes, og Nationens blødning tog til over 2 år mere...
Overalt, og på uventede steder på slagmarken, er der monumenter for helte, for regimenter og for de deltagende stater, både dem fra syd og dem fra nord. 'Visitor Center' trænger til en modernisering, og det er svært nok endda at få historien præsenteret i en nøddeskal, som gode museer ellers kan; det var en skuffelse.
Sydstaternes general Lee satte altså krigens "High Water Mark" lige her ved Gettysburg, da han ledte tropperne ind den 1. juli 1863, og da han kommanderede retræten den 3. juli. Herefter gik det tilbage for Sydstaterne frem mod kapitulationen i 1865.
For ham, General Lee, var det måske ekstra bittert, så tæt på Washington D.C., og hans hjem; godset Arlington House - ja, præcis hans gods og jord er nu militærkirkegården Arlington, 'Arlington National Cemetry', hvor det amerikanske flag ved godset altid vajer på halv stang.
En slags voldsom krigsretorik; sådan at bruge generalens jord i Virginia lige vest for Potomac-floden og for Washington D.C., til krigskirkegård. Oprindeligt var det kun for nordstatssoldater. Det er ikke mange år siden, at 10 sydstatssoldater fra denne "gamle" krig blev genbegravet her i forsoningens tegn. Her, på den kæmpestore kirkegård, ligger mere end 250.000 militærpersoner begravet, og her høres æresgardens stramme sidste salut stadig så ofte.
Skæbnens ironi, at knap har man hørt den sidste salut, før man hører den igen...og den sidste bliver desværre ikke den sidste. Men æret være alle de brave mænd som nationer bygger på! Dét tænker man ved Gettysburg og Arlington.
Som altid, utrolig spændende læsning og interessante billeder.
SvarSlet