søndag den 8. september 2013

Basilisken fra Tømmerby 2




Jeg berettede for nogen tid siden om Basilisken på Tømmerby Kirke (Link til artiklen), men jeg tillader mig lige at vende tilbage til emnet, da jeg har fundet en opskrift på at lave guld ved hjælp af basilisker (ikke dem af sten, men de virkelige basilisker.

Jeg fandt på bagsiden af tidsskriftet Skalk nr. 1 fra 1964 en opskrift af "Theophilus" fra omkring 1110-1140. Der står i faktaboksen, at Theophilus nok i virkeligheden hed Roger og var en munk og guldsmed i klosteret Helmarshausen ved Weseren.

Der findes også en slags guld, der kaldes spansk guld, som forfærdiges af rødt kobber, basilisk-pulver, menneskeblod og eddike. De vantro, som har ord for at være forfarne i denne kunst, avler nemlig basilisker, og hermed bærer de sig ad på følgende måde.
Så kommer en ret fantasifuld beretning om basilisk-avlen. Jeg bør jo nok udtrykke en forsigtig advarsel: Forsøg ikke dette hjemme! Lad de professionelle, jeg mener de vantro om det. Basilisker er dødsens-farlige; se dem ikke i øjnene, og kom dem ikke nær, rør ikke ved deres spor. Det er stærke dødsens farlige mljøgifte, de ånder og efterlader sig i naturen. Så lad nu være med at forsøge det her derhjemme.

Man kommer 12 eller 15 år gamle haner ned i et stenbeklædt underjordisk rum og feder dem grundigt op. Så parrer de sig og lægger æg. Så fjernes moderdyrerne - dvs. hanerne, og man lader nogle tudser ruge æggene ud. Kyllingerne får slangehaler efter 7 dage. Disse stærke dyr holdes kun inde af stenbeklædningen. Så fanges de i særlige bronzebure med fine huller i, så de får jord ind til at leve af. Burene graves nemlig ned i jorden i 6 måneder - og så er de klar til guldfremstilling.

Buret hives op og kommes i kraftig ild, indtil basilisken er ren aske inden i buret. Asken stødes fint i en morter. Tilsæt 1/3 tørret og stødt blod fra et rødhåret menneske. Så blandes med stærk eddike i et rent kar og væsken pensles på tynde kobber plader. Pladerne varmes hvidglødende og dyppes i væsken og så fremdeles indtil det røde guld er klart. Det egners sig, tilføjer Theophilus, til alle slags arbejder

Parc de la Ciutatella, Barcelona - 4 lidt forskellige basilisker på stribe spyer edder og forgift
Der mangler lige kongekronen - og måske er basilisken forvekslet med en drage
Barcelona har også en sankt Georg/Jørgen, der kæmpede med en drage, der nok forklarer de 4 basilisker i parken

2 kommentarer:

  1. Hej Karsten, jeg har en vag erindring om, at vi en gang har haft en mindre korrespondance om Johs. Buchholtz. Jeg skal nemlig lave min sidste udsendelse til P!, og vil gerne lave en historie, som jeg selv er vild med. Nemlig historien om Buchholtz. Har en aftale med museet på mandag, men mangler nu en, der kunne finde på at læse Buchholtz i dag. Da kom jeg til at tænke på dig, for er det ikke noget med, at du rent faktisk har læst (dele af?) hans forfatterskab? Hvis du har, og hvis du vil fortælle mere, vil du så ikke sende dit telefonnummer til mig (doch@dr.dk), så kan vi evt. lige tale videre. Tak, Dorthe Chakravarty

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Dorthe
      Trist for P1 og os lyttere, at du holder med det. Jeg har sendt mit telefonnummer pr. mail, og du er meget velkomment til at ringe - Jeg har skrevet om bogen "God Lille By" her på bloggen: http://hjorthlarsen.blogspot.dk/2013/08/magnum-bonum-en-heldig-kartoffel.html (der er også et par andre omtaler af ham, hvis man skriver Bucholtz i søgefeltet oppe til venstre, så kommer de frem). Den, der ved mest om Bucholtz er muligvis lektor Erling Høiberg (der er formand for Bucholtz-selskabet). Kh. Karsten

      Slet