I Johannes Bucholtz' digtsamling "Ravne og Duer" fra 1921 er et knækprosadigt, der hedder Emil Rasmussen. Digtet er ret underligt. Det munder ud i en rosende, beundrende omtale: "Du er min Ven, som Du er", skriver Bucholtz. Nogen ville jo så tilsyneladende lave vennen om.
Samtidig forstår man af digtet, at Emil Rasmussen var en offentlig person, en kunstner, og at hans person som sådan delte vandene. Ret meget endda, når digtet knytter ordene "styg" og "hykler" til ham.
Hvem var han så, denne Emil Rasmussen, når han ligefrem skulle have en støtteerklæring i form af et digt - et af de i øvrigt ganske få digte fra Johannes Bucholtz?
Som det antydes her til venstre, har Emil Rasmussen været genstand for en retssag. Den bragte ham 14 dage i fængsel. Ikke nok med det; den maskinsats, hvormed 6700 bøger var trykt og solgt, vel nærmest revet væk, blev konfiskeret og slået sønder.
Så var det sket med hans roman "Barbarkvinder - Et fransk Øjenvidnes Afsløringer af haarrejsende tyske Tilstande", som bogen, knap så mundret, hed.
Den stred mod sædeligheden, fastslog dommen, og den blandede sig endda med tysk krigspropaganda, her under Verdenskrigen og kompromitterede dansk neutralitet, selvom det ikke er udtrykt i dommen - det er faktisk kun det "usædelige", der er nævnt.
Rasmussen var født 19. juni 1873. Fynbo. Han blev uddannet teolog, men tog til udlandet og skrev i 1900 en doktordisputats om den italienske digter Leopardi. Herefter skrev og udgav han en række romaner, deribland "Barbarkvinder" i 1917 under pseudonym; Jean Poincanard. Der var endda en fingeret oversætter: "H. Hansen" anført i bogens kolofon.
Romanerne var vist ret fremmelige - eller kosmopolitiske, om man vil - på grund af hans berejsthed i Europa, og der var et vist fokus i dem på det erotiske. Det var der angiveligt også i "Barbarkvinder", så det bragte ham i politiets søgelys.
Bogen må have været ret interessant, for den udkom i 1917 i hele 6 oplag, inden dommen fra Højesteret i maj 1918, hvortil Kriminal- og Politirettens dom af 8. december 1917 var blevet indbragt.
Meget interessant var bogen dedikeret til "Á mon Ami Johannes Jørgensen". Det var ironisk ment, for i virkeligheden var de ikke venner, men på hver sin side i den propagandakrig, som Verdenskrigen etablerede i Danmark.
Jørgensen havde skrevet romanen "Klokke Roland" i 1915, der beskrev tyske grusomheder i Belgien i krigens start, og som var meget entente-venlig. Den gav diplomatiske forviklinger mellem Danmark og Tyskland.
Så kom Rasmussens bog, hvor Jørgensen i øvrigt indgår som biperson, der beundrer tyske kirkespir (han var redaktør af et litterært tidsskrift, der hed "Taarnet" - og sammen med romantitlen "Klokke Roland, nok årsag til dén beskrivelse (- sammen med, at han spiste chokolade-pralinere; symbol for forbindelsen til Belgien)) . Rasmussen gjorde gældende, at han satirisede på den modsatte propagandafront; Tysklands. Den beskriver en fransk krigsfanges oplevelse af angiveligt meget trængende tyske kvinder, hvis mænd jo alle måtte være ved fronten, og som derfor forlystede sig på hjemmefronten med de forhåndenværende midler - bl.a. krigsfangerne.
Dommen fra første instans nævner, at skriftet "indeholder en Række Skildringer af seksuel Eksaltation, der er egnede til at vække Forargelse og overskrider det ifølge Straffelovens § 184 Tilladeliges Omraade, særlig de Optrin, der er skildrede Side (og her kommer temmelig mange sider nævnt, red.)".
Det ellers ret neutrale Ugeskrift for Retsvæsen har en note til dommen. Heri afvises at bogens angivelige formål kan være rigtigt, da ingen af rygterne om tyskerne har omhandlet sædelige forhold hos Tysklands kvinder, selvom bogen kun beskæftiger sig med netop dét. Så nævnes, at "råheden" og "plumpheden" i bogen ikke kan dækkes under litterært værd eller satiriske hensyn, "idet Bogen er baade aandløs og kedsommelig".
Sagen blev anmeldt til Politiet fra Regeringens side, men angiveligt på foranledning af Politikens boganmelder Friis-Møller, der var indigneret over bogen - og over at være blevet forbudt at oplæse Kipling ved en tidligere lejlighed med den begrundelse, at det stred mod Danmarks neutralitet. Det gjorde bogen af Rasmussen også, men den blev altså formelt forbudt som usædelig.
Om den var usædelig eller propaganda for en krigsførende magt, ved jeg ærligt talt ikke, satsen blev jo ødelagt, og antikvarisk skal man give pænt store beløb for bogen.
Men Bucholtz har taget Emil Rasmussen i forsvar i sit digt, og det mod datidens strømninger, her relativt kort efter dommen i 1921.
Jeg tillader mig at skrive digtet af:
Knækkede en Kindtand? Javel, men var der Sten i Maden - eller Tanden raadden?
Var han en misforstået forfatter, hvor folk slugte det tilsyneladende letkøbte, måske usædelige og forargedes, uden at forholde sig til hans egentlige forfatterskab, og ham som person? Rasmussen boede tilsyneladende en tid på Middelfart-kanten - hvor Bucholtz boede i sin barndom - måske er der en fynsk forbindelse mellem disse to?
[Kilder: Digtet "Emil Rasmussen" i Ravne og Duer, 1921 af Johannes Bucholtz, Ugeskrift for Retsvæsen 1918.721HD, Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave, bind XIX, Jesper Düring Jørgensen: "Fra Klokke Roland til Barbarkvinder" (Johs. Jørgensen Selskabets Nyhedsbrev nr. 3/2010 side 3ff) samt www.gravsted.dk/person.php?navn=emilrasmussen ]
PS: Bemærk at digtet nævner en anden dansk leverance til Krigen: Dåsekød. Altså en økonomisk interesse i krigsførslen - i modsætning til Emil Rasmussens idealistiske, helhjertede bidrag. Der sigtes nok til, at det moralsk set var værre at levere varer til Krigen, end at tage åndelig stilling og del i den, med andre ord noget om dobbeltmoralen ved det.
Så var det sket med hans roman "Barbarkvinder - Et fransk Øjenvidnes Afsløringer af haarrejsende tyske Tilstande", som bogen, knap så mundret, hed.
Den stred mod sædeligheden, fastslog dommen, og den blandede sig endda med tysk krigspropaganda, her under Verdenskrigen og kompromitterede dansk neutralitet, selvom det ikke er udtrykt i dommen - det er faktisk kun det "usædelige", der er nævnt.
Rasmussen var født 19. juni 1873. Fynbo. Han blev uddannet teolog, men tog til udlandet og skrev i 1900 en doktordisputats om den italienske digter Leopardi. Herefter skrev og udgav han en række romaner, deribland "Barbarkvinder" i 1917 under pseudonym; Jean Poincanard. Der var endda en fingeret oversætter: "H. Hansen" anført i bogens kolofon.
Romanerne var vist ret fremmelige - eller kosmopolitiske, om man vil - på grund af hans berejsthed i Europa, og der var et vist fokus i dem på det erotiske. Det var der angiveligt også i "Barbarkvinder", så det bragte ham i politiets søgelys.
Bogen må have været ret interessant, for den udkom i 1917 i hele 6 oplag, inden dommen fra Højesteret i maj 1918, hvortil Kriminal- og Politirettens dom af 8. december 1917 var blevet indbragt.
Jørgensen havde skrevet romanen "Klokke Roland" i 1915, der beskrev tyske grusomheder i Belgien i krigens start, og som var meget entente-venlig. Den gav diplomatiske forviklinger mellem Danmark og Tyskland.
Så kom Rasmussens bog, hvor Jørgensen i øvrigt indgår som biperson, der beundrer tyske kirkespir (han var redaktør af et litterært tidsskrift, der hed "Taarnet" - og sammen med romantitlen "Klokke Roland, nok årsag til dén beskrivelse (- sammen med, at han spiste chokolade-pralinere; symbol for forbindelsen til Belgien)) . Rasmussen gjorde gældende, at han satirisede på den modsatte propagandafront; Tysklands. Den beskriver en fransk krigsfanges oplevelse af angiveligt meget trængende tyske kvinder, hvis mænd jo alle måtte være ved fronten, og som derfor forlystede sig på hjemmefronten med de forhåndenværende midler - bl.a. krigsfangerne.
Dommen fra første instans nævner, at skriftet "indeholder en Række Skildringer af seksuel Eksaltation, der er egnede til at vække Forargelse og overskrider det ifølge Straffelovens § 184 Tilladeliges Omraade, særlig de Optrin, der er skildrede Side (og her kommer temmelig mange sider nævnt, red.)".
Det ellers ret neutrale Ugeskrift for Retsvæsen har en note til dommen. Heri afvises at bogens angivelige formål kan være rigtigt, da ingen af rygterne om tyskerne har omhandlet sædelige forhold hos Tysklands kvinder, selvom bogen kun beskæftiger sig med netop dét. Så nævnes, at "råheden" og "plumpheden" i bogen ikke kan dækkes under litterært værd eller satiriske hensyn, "idet Bogen er baade aandløs og kedsommelig".
Sagen blev anmeldt til Politiet fra Regeringens side, men angiveligt på foranledning af Politikens boganmelder Friis-Møller, der var indigneret over bogen - og over at være blevet forbudt at oplæse Kipling ved en tidligere lejlighed med den begrundelse, at det stred mod Danmarks neutralitet. Det gjorde bogen af Rasmussen også, men den blev altså formelt forbudt som usædelig.
Om den var usædelig eller propaganda for en krigsførende magt, ved jeg ærligt talt ikke, satsen blev jo ødelagt, og antikvarisk skal man give pænt store beløb for bogen.Men Bucholtz har taget Emil Rasmussen i forsvar i sit digt, og det mod datidens strømninger, her relativt kort efter dommen i 1921.
Jeg tillader mig at skrive digtet af:
EMIL RASMUSSEN
Kender Du det - man kan sige om en Kvinde:Man faar noget mellem Tænderne i Dine Bøger.
Ja vist er hun styg, men jeg kan ikke se det?
Knækkede en Kindtand? Javel, men var der Sten i Maden - eller Tanden raadden?
Jeg kan se Du er mere Mand end Poul og Per.
Dit Blod er ikke Valle. Dit Kød er ikke Daasekød.
Man gaar ikke fastende fra Dine Bøger.
Og saadan med Dig. Du skæggede Vildmand.
Jeg kan ikke se det, at Du er styg i Din Kunst.
Dit Standpunkt er galt, det kan Du se i Avisen
men hvormange andre har et Standpunkt? En af Ti
Og han er Hykler.
Et Skomagerskilt kan blive hængende
hvor nu en Skrædder bor.
Men Venskab hæfter ved selve Manden
Du er min Ven, som Du er.
Du store skæggede Vildmand
hvilken mærkelig Skæbne fik Du
Folk ynder Dig for Dine Svagheder
og hader Dig naar Du er bedst.
Var han en misforstået forfatter, hvor folk slugte det tilsyneladende letkøbte, måske usædelige og forargedes, uden at forholde sig til hans egentlige forfatterskab, og ham som person? Rasmussen boede tilsyneladende en tid på Middelfart-kanten - hvor Bucholtz boede i sin barndom - måske er der en fynsk forbindelse mellem disse to?
[Kilder: Digtet "Emil Rasmussen" i Ravne og Duer, 1921 af Johannes Bucholtz, Ugeskrift for Retsvæsen 1918.721HD, Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave, bind XIX, Jesper Düring Jørgensen: "Fra Klokke Roland til Barbarkvinder" (Johs. Jørgensen Selskabets Nyhedsbrev nr. 3/2010 side 3ff) samt www.gravsted.dk/person.php?navn=emilrasmussen ]
PS: Bemærk at digtet nævner en anden dansk leverance til Krigen: Dåsekød. Altså en økonomisk interesse i krigsførslen - i modsætning til Emil Rasmussens idealistiske, helhjertede bidrag. Der sigtes nok til, at det moralsk set var værre at levere varer til Krigen, end at tage åndelig stilling og del i den, med andre ord noget om dobbeltmoralen ved det.
Spændende indlæg, Karsten.
SvarSlet