 |
| Egholms Gud, 1915, Clara van Haags Mirakler, 1916, Urolige Hjerte , 1920 |
Lykken ligger ligefor, hvis man følger sin indre fornemmelse, og de ydre vink med en vognstang, på livets vej. Så kan man nemlig finde sig selv ved at flyde med strømmen gennem livet, i stedet for at kæmpe mod den; strømmen altså.
I denne anden roman fra 1916 - i denne semi-selvbiografiske trilogi - kommer en god fe fra fra fortiden og praktiserer sine mirakler. Men mirakler kan mislykkes...
Den hårdt plagede Egholm (jf. "Egholms Gud", 1915) er lige ulykkelig i sin mission for at få sig selv anerkendt som opfinder og med resultater, der påkalder sig Verdens respekt og giver ham rigdom. Imedens slås han med - i bogstavelig forstand - sin familie, der er en stor hæmsko for ham, synes han at vise med sine handlinger og sin tugt.
Datteren Hedvig tager afstand fra ham på sin stille, men direkte måde, og synes i fred med sig selv. Siverts, den mærkelige enspændertype af en søn, er drevet ud i større vanvid, end han var født med, og Emmanuel hører vi ikke så meget til, andet, end han kommer i et uddannelsesforløb takket være fru van Haag - også en slags mirakel. Fru Egholm derimod lever kun for at se sin familie lykkelig, uanset hvor sært den udarter sig, så er hun der bare, uden at forstå det mindste.
I Egholms grønne ungdom i Helsingør som det vi i dag kalde ungarbejder i en rig købmandsgård blev han og købmandens datter Clara forelskede. Deres gengældte kærlighed var skæbnebestemt, og deres skæbne burde have være sammen, men Egholm jages bort, da det går op for købmanden - og så har vi balladen.
På en skæbnesvanger måde dukker Clara op efter mange år i Knarreby, hvor Egholm huserer og driver fotoatelier. Hun kravler bogstavelig talt ind i deres hjem. Hendes vedholdende interesse for familien Egholm er påfaldende og mærkelig, og årsagen lader til at være hendes brudte forhold til Egholm. Hun bliver tilfældigvis frue for Hedvig i den husholdning i toldboden, hvor hendes pyntesyge og kedelige mand ignoreres af hende, og kun svært tolereres af hende.
Clara har vidst været ude at realisere sig selv i den store verden - på vulkaner måske endda, da hun kommer til sin mand i Knarreby med stor mistillid til lillebyen og egentlig bare vil afsted igen. Hun ville videre, men hun nagles til stedet af familien Egholm, og hendes og Egholms mærkværdige skæbnefællesskab.
Hun vil gøre noget skidt godt og lover faktisk sig selv at skabe mirakler for familien Egholm. Egholm bliver således rig, men hans skæbnesvangre vildveje i livet fortsætter med en hovedløs investering i et teglværk. Bucholtz har fra sin bolig kunnet se på nutidens tegltorv, hvor Overhoved Teglværk lå, og det ligger ligefor at det var dette daglige syn, der gjorde Egholm til teglværksejer
Det er mange skæbner, og de er mere indviklede og detaljeret beskrevet, end godt er. Den sædvanlige Bucholtz-humor ses kun i glimt. De rammende figurtegninger med finurlige ordbilleder er på ny Bucholtz' stærke side, men for lidt her, tænker jeg. Bogen føles lidt tung at læse. Som så ofte er 2'eren ringere, end den første. Men derfor er denne roman interessant nok, trods fortællerens er lidt rigelig ambitiøse tilgang til temaet, og han er i det hele meget omstændelig med sine pointer.
Den gode fe, Clara (navnet betyder ovenikøbet hvis, som feer jo er) lykkes altså ikke helt, men får dog udrettet mirakler. Miraklerne virker for Hedvig, og Emmanuel. Men det er på stenet grund at sædekornet falder for Sivert, der på en sær måde er offer for arvesynden, og ægteparret Egholm bliver ikke hjulpne af selv et mirakel.
Og fru van Haag selv? Vi hører ikke meget til det - men hendes skæbne var vel at være ulykkelig, selvom hun kunne udrette mirakler? Som en anden Nora fra Ibsens "Et Dukkehjem" skrider hun fra sin mærkelige ikke-eksistens ud i Verden. Den gode fe på nye vulkaner - som den femme fatale, hun er?
Bogens tema er altså lydhørhed og modtagelighed over for de signaler og hændelser, man møder på livets vej - og at bruge sig selv i overensstemmelse med det og de egenskaber, man nu har fået. Så får man en lykkelig skæbne - og ellers ikke.
Denne roman solgte også rigtig godt, som Egholms Gud gjorde, og blev endnu en stor succes for Johannes Bucholtz. Jeg bryder mig ikke rigtig om hans skæbneteori, at nogen er født til noget, og at skæbne skal føre dem frem til det, og det påvirke måske nok mit indtryk af bogen. Men så kan jeg til gengæld love, at efter den fremragende debut og den skuffende 2'er; så er der noget virkelig godt i vente i 3'eren: "Urolige Hjerte" fra 1920, der slutter trilogien af, og hvor Emmanuel skifter plads med den observerende fortæller i de 2 første romaner og nu selv fortæller sin slutning på familiesagaen - herom senere på denne blog.
 |
| Johannes Buchholz alias til en vis grad Emmanuel Egholm |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar