Maj-gøgeurt (Dactylorhiza majalis)

Nu er maj snart gået, og de smukke orkidéer, hernede ved Kilen i Struer, vil blomstre af, om kort tid, når vi er lidt inde i juni. Det har været en rigtig fest at se, hvordan de dukker op gennem græsset, med blomsterstanden som en grøn asparges, for i løbet af nul komma dut at stå i fuldt flor. Det er en årlig glæde at være vidne til.

Som det fremgår at billedet, er blomsterne både smukke i farve, mønstre og ved deres uregelmæssige form.

Den trefligede "læbe" nederst på hver blomst i blomsterstanden, er det der springer mest i øjnene. Læben er egentlig det midterste kronblad - det midterste af 3. Læben har "landingsbane" med dertil hørende afstribning og "landingslys" for de flyvende bestøvere. Trafikreguleringen med opstribningen viser vej til sporemundingen - hullet midt i blomsten. Jeg ved ikke, om den holder nektar - sporen altså - men det er vel idéen, så arten kan spredes via bestøveren, der tiltrækkes af landingsbanens signaler og duften af nektar. Når bestøveren gransker sporen, får den klistret et bidrag til orkideéernes udbredelse på nakken (den hopper så at sige på limpinden!).

Over sporemundingen sidder nemlig den såkaldte "søjle" (med både de hanlige og hunlige kønsdele og deres indsats  til artens opretholdelse). Søjlen sidder på majgøgeurten skærmet under sit "tag" af de 2 andre kronblade (end læben). Bag baldakinen med de 2 øverste kronblade (det højre og det venstre) sidder der 3 dækblade, som man også lige kan ane på billedet.

Blomsten virker tilsammen så sart, men samtidig prangende, synes jeg. At gøgeurterne forbindes med noget erotisk, og har ry som afrodisiakum, skyldes derfor nok ikke blot de angivelige 2 rodknolde, der har været set som testikellignende ("Orchis" er græsk for testikel).

Der er en rodknold i brug som næring for blomsten, og den er derfor runken og brun. Den anden er hvid og frisk og er depot for næste års skud (-har jeg læst mig til; for gøgeurt er jo fredet, og man må ikke grave op for at tjekke!).

Det er ret ligetil at nå frem til en naturmedicinsk konklusion; nemlig, hvis man er lidt overtroisk, at man kan få dæmpet sin libido ved at spise den gamle runkne knold, og øget den ved at spise den hvide, friske. Det fortælles, at visse koner i tidligere tider, manden uafvidende, har kommet runkne orkidé rodknolde i den daglige kost, men det er nok en skrøne?

Maj er fantastisk af mange grunde; "min" lille orkidé-eng her ved Kilen, er én af dem.

I starten ligner blomsterstanden en grøn asparges - her er den dog delvist udsprunget

Orkidé-engen - og dansk forår, når det er allerbedst; samt Struers huse i baggrunden