Døbefonten i Lerup Kirke - del 2

Løve, fane og en ridder?

Det er ikke just en østjysk løvefont, og billedhugger-arbejde i høj kunstnerisk udførelse er det ikke. Kun rids i granittens overflade. Men hold da op, hvor er denne døbefont spændende! Hver enkelt af figurerne er en næsten 1000 år gammel beretning. Figurerne i sammenhæng er en hel tegneserie-fortælling. Har sognepræst John Kristensen ret i sine teorier i artiklen i Han Herred Bogen 2007, så er der tale om en helt særlig fortælling om den danske kirkes allerførste år, og lokalhistorie om en kirkebygger og korsfarer.

Lerup Kirke ligger smukt her tæt på Vor Frue Kilde i den øverste ende af Fosdalen. Det er en romansk kvader-kirke, med et ret nyt tårn, og den ligner egentlig så mange andre jyske landsbykirker. Den har dog noget så eksotisk som en kvader med et hagekors. Det er nok en markør af, hvor solstråler fra korets vindue mod øst har ramt kirkens bagvæg mod vest, når Solen stod stik øst. Sikringen af, at kirkens akse var helt på linje med forskrifterne. Hagekors-kvaderen er flyttet; sat om i forbindelse med, at tårnet kom til. I sig selv specielt. Men så er der lige den der helt specielle, unikke og gådefulde døbefont.

Lerup Kirke med sengotisk tårn og et meget nyere våbenhus

Jeg vil vende tilbage til de enkelte billeder på fonten (i senere indlæg), men først lige lidt om dåben. Det er dåben, der har bestemt de tidligste kirkers geografiske placering. De blev sat, hvor der var frisk kildevand eller løbende vand ("levende vand"). Dåben trådte i stedet for gamle ritualer, hvor helligkilderne indgik. De gamle hedenske ritualer blev simpelt hen overstyret ind i en kristen kontekst.

Praktisk var det også, at være tæt på en god frisk vandforsyning. Der skulle jo rigeligt vand til voksendåb - hvor man skulle helt under 'lukket låg', som man siger i Nordjylland. Den gamle helligkilde her i Fosdalen blev snildt omdøbt til Vor Frue Kilde og vupti, så var man omvendt. Det mener John Kristensen netop er fortællingen, der er tegnet på døbefonten, og det er jeg for så vidt enig i, som det vil fremgå i senere indlæg-

I de tidlige kirker stod døbefonten ikke i koret. Det er noget nymodens noget på samme måde som sletningen af typisk "damedøren" mod nord er fra ny tid - og tårnene som oftest. Nej, oprindelig stod døbefonten på et podium - et par trin oppe - enten midt i kirkeskibet eller lige inden for mande-døren mod syd. Dér - ophøjet - kom billeder og relieffer på fontene bedre til sin ret, i stedet for som nu, hvor døbefontene for at tækkes det siddende publikum, står langt fra menigheden oppe i korbuen, så man ikke kan se den inderste og bagerste side af døbefonten. Døbefontene var oprindelig malede i stærke, rene farver.

Døbefonten i korbuen

Barnet, der skulle døbes var jo en hedning - måske nok nøddøbt hjemme og primsignet på kirkegården, men trods alt en hedning, der ikke måtte entre Guds jordiske ambassade, uden at være døbt. Det var simpelthen indgangsbilletten til kirken og til frelsen. Man må - som Martin A. Hansen gør i "Orm og Tyr" forestille sig et reelt kapløb fra fødelejet hen til kirken for at sikre den lille nys adgang til frelse. Tænk, hvis de jordiske vætter, trolde, hekse og djævle, indhentede faren med den nyfødte og fik besat den lille, fordi man tog den for meget med ro med at få den hellige dåb! Et racerløb mod de onde, var hvad det var!.

Faderen stod for det og døbefonten stod nok ved mandedøren, ja, fordi mor var blevet besmittet, og ikke kunne komme i kirke lige med det samme efter en barnefødsel - hun havde karantæne som uren nogle uger, og kunne derfor ikke bære barnet til dåben.

Dåben er en ny fødsel; en genfødsel til at være kristen og til at kunne komme i Himmelen. Der er derfor en del fødselssymbolik forbundet med dåben. Det er særlig tydeligt i den tidlige keltiske kristendom, der kom til Danmark vestfra, og derfor i den danske oldkirke, der havde taget nogle keltisk-religiøse symboler og ritualer med ind i kristendommen. Men døbefonten er et symbolsk kvindeskød, og deraf trækkes den nyfødte kristne op af det hellige vand. Vandet til dåben blev gjort hellig ved et særligt ritual, vist kun til påske.

En fødende kvinde til højre liggende...?

Vandet blev dårligt, inden det blev skiftet, og børn blev syge af det rådne og kolde vand, hvor de skulle under 3 gange (de der nutidige dåbsfade og lidt dråber fra præstens hule hånd er det rene vand mod tidligere generationers prøvelser!). Vievandet fra den hellige kilde blev gjort ekstra helligt - befrugtet kunne man mene - af præsten ved et ritual, hvor det tændte alterlys sænkedes 3 gange i døbefontens vand, i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn og dermed kunne vandet bruges til dåb. En meget eksplicit befrugtning, må man sige, skulle der til for den der genfødsel!

Lerup Kirkes døbefonts fortælling er (også) fortælling om dåben, men i høj grad om det hellige liv og levned for sikkert én bestemt person, der vist både byggede kirken og som drog på korstog. En person, der så at sige brugte døbefonten som reklamesøjle for sig selv. Men som også brugte døbefontens billeder til at redegøre for de gamle, halv- eller helhedenske dåbsritualers forenelighed - eller konformitet - med de nye kristne; som en anden Harald Blåtands propaganda i Jelling for at gøre sin mor og far (Thyra og Gorm) lige så kristne, som han pralede af at have gjort danerne...

Her neden for har jeg tegnet en lille smagsprøve fra døbefonten. Det er den sejrende Kristus - Hvidekrist med glorien. Han er den sejrende vikinge-konge, og derfor er han naturligvis ikke korshængt, men armene er dog strakt ud på det imaginære kors, så vi véd; at det er ham. For at rydde enhver tvivl væk har han her også et kors ved armen som hans personlige helgen-attribut. Under den anden arm er der - lur mig; om ikke det er døbefonten i Lerup Kirke, dér på døbefonten i Lerup kirke?!

Kristus med døbefonten

Læs også:
Del 1 Lerup Gamle Præstegaard
Del 2 Døbefonten i Lerup
Del 3 Ichthys
Del 4 Thorhildurs Kirke
Del 5 Dåbsduen
Del 6 Løven
Del 7 Tronhimmelen
Del 8 Yggdrasil og Livstræet
Del 9 Ruinen og den ny kirke
Del 10 Sheela na Gig