tirsdag den 15. juli 2014

Den Tapferen Gegnern

Billede fra www.flensted.eu.com - krediteret Carsten Pedersen

"Den Tapferen Gegnern". Det står der på båndet af kransen, der ligger på gravens rand med kister med 14 engelske flyvere. Den sidste respektfulde hilsen fra den tyske besættelsesmagt ved begravelsen på Vadum Kirkegaard efter det fatale bombeangreb på lufthavnen Aalborg West den 13. august 1940. Angrebet kostede 20 unge britiske liv. Hvis man kan sige det; så er det et billede fra før Verdenskrigen mistede sin uskyld - hvis krige ellers kan have uskyld.

Jeg husker sporadisk fra mine drengeår, at min far fortalte om et bombeangreb og luftkampe omkring Aalborg, som han havde set, og fly, der var faldet ned i klitten. Det lød jo fascinerende for en dreng, men også uvirkeligt, at her skulle have været krig på det fredelige Tranum Enge, hvor vi boede. Tænk hvis man kunne finde nedstyrtningsstedet eller ammunition!

Nu er far 83 år, og for nyligt viste han med slet skjult stolthed de 2 crash sites, som vi vel nu kalder dem, frem for mig. Nu er stederne nemlig forsynet med mindesten, som Den lokalhistoriske Sognegruppe for Lerup-Tranum, som han er med i, tog initiativ til og skaffede penge til at få sat op. Mindestenene blev indviede sidste år. Der var lige noget, der var faldet på plads for far, og som jeg skulle se. Hvis krig er tab af uskyld, så er mindesten forsøg på at genvinde det tabte!

Ved Rødhusvej
Det er godt at mindes, og at kunne mindes, og mindesten i granit med huggede bogstaver er ret holdbare holdepunkter for at kunne det.

De tapre faldne skylder vi respekt. Også den dag i dag - og ud i den fremtid, hvor navne mejslede i sten vil være ret robuste til netop dét formål, at huske og respektere.

Jeg er faldet lidt i staver over et par ting efter at have genoplevet fortællingen og set stederne. Det har jeg for vane at falde i stave - og det var især teksten på båndet af kransen på det gamle billede, der gjorde det; Den Tapferen Gegnern. Det er jo smukt og ridderligt - udtryk for respekt og medmenneskelig forståelse, og ja sportsmanship eller fairness for at bruge et par engelske gloser. Billedet fandt jeg på www.flensted.eu.com, som jeg varmt må anbefale - der er flere fantastiske billeder og historier at fortabe sig i.

Selvom 2. verdenskrig var knap 1 år gammel, da flyene lettede mod Aalborg fra baserne ca. 100 km nordøst for London, var krigens ridderlighed og respekten for den anden part som menneske tydeligvis ikke gået helt tabt - endnu. Krigen var ikke blevet grim, som når grusomhed afløser grusomhed og modparten kun skal fjernes, udslettes og uskadeliggøres som fremmed art af rene umennesker.

Men netop den 13. august eskalerede Tyskland krigen på et nyt niveau med intensive angreb på britiske luftbaser for senere at gå over i Der Blitz fra september og måneder frem med terrorbombning af engelske byer. Disse bomber mod civile var med til at tage endnu mere af det menneskelige fra modstanderen - og det var gensidigt; som de umenneskelige tæppe- og brandbombninger af de tyske storbyer - af civilbefolkningen - senere i krigen. Fra medmennesker til fremmede arter...

Kranse og militær honnør ved begravelser af engelske flyvere og den nærmest kammeratlige tone mellem de fangne engelske flyvere og de tyske, var et fænomen, der berettes om, men som var tæt på et afsluttet kapitel her i august 1940. Den store krig mistede sin rest af ridderlighed og uskyld.

Mindesten for T1934 ved Rødhusvej
De var heller ikke så dygtige til at kriges - i hvert fald ikke til luftkrig her ret tidligt i krigen, for tabet af 11 bombefly og 20 mand den dag var smerteligt for RAF og Bomber Command, og det fik også konsekvenser.

Meget gik galt. Lederen af togtet Wing Commander Lart, der også selv mistede livet, var en stolt og tilsyneladende noget selvrådig type, der oversad briefingens instrukser. Hans fly styrtede som et af de sidste ved Rødhusvej.

Togtet skulle nemlig ikke gennemføres, hvis der ikke var mindst halvt skydække, og skyerne slap op straks ved den jyske kyst, men togtet blev i pligtens navn - eller hvad det nu var - fortsat trods ordren om at vende hjem, hvis skyerne svigtede. Angrebet skulle også ske fra 20.000 fods højde, men de 11 af 12 startende fly fortsatte til trods i kun 6.-8.000 fods højde i fare for flak og opdagelse i for god tid, og uden tyngdekraftens hjælp til at matche jagernes fart under bombningen. Man beordrede endda, at man skulle gennemføre angrebet med 'fuel-save', for at kunne komme tilbage til i det mindste Skotland efter en evt. luftkamp, og hastigheden var derfor lavere, end, den kunne have været.

Man øgede risikoen, og man må tro, at disse ting ikke var banale fejl, men bevidste instrukser - ellers må Wing Commander Lart have været meget søvnig under morgenbriefingen på basen i Watton. Måske fik han er særbriefing, for at mandskabet ikke skulle miste den sidste del af modet over en umulig mission - for måske var denne eskadrille (Sqd. 82) virkelig på forhånd Den Dømte Eskadrille, der bevidst sendtes på en (næsten) håbløs mission? Det er bare gisninger, men måske var eskadrillen offer for et forsøg, eller måske glemte man briefingen i forvirringen over at ramme Jylland så forkert et sted?

Far ved mindestenen for R3913 med en britisk vissen krans
Larts navigatør var ny og beregnede turen over Nordsøen forkert, så man ikke ramte kysten på højde med Aalborg, som planlagt, men helt nede ved Søndervig. Her spottede en tysk luftmeldepost flyene og sende besked via Aarhus til Aalborg.

I Aalborg kunne antiluftskyts og flak gøre klar i god tid, før bombemaskinerne nåede frem. Bombealarmen satte også 9 netop landede Messerschmitt bf109-jagere i stand til at kunne nå på vingerne lidt over klokken 12 middag, hvor bombeformationen nåede frem til målet ca. 12.15.

Det var et rent tilfælde, at der var jagere på flyvepladserne, og et sort, sort uheld for englænderne. Selv uden de beskrevne uheld og fejl, ville risikoen for ikke at vende hjem være meget høj - nu gik den fra stor risiko til nul chancer, for også en sidste ting var på tyskernes side:

Pligten og opdragelsen/uddannelsen til at danne  og holde fly-formationen var fatal. Det er naturligvis nemmere at koncentrere ild og skyde systematisk efter en stram formation i samme højde, så heller ikke her havde englænderne forholdene på deres side. Indflyvning i først 6 fly i A-flight var bare rigtig godt for indskydningen af tysk flak, så B-flighten, der fulgte lidt senere, havde ingen chance.

Ser man på nedstyrtningsstederne er det tydeligt, at A-flight'en slap gennem flakken og længst væk, B-flight'ens 5 fly blev alle skudt ned over Aalborg. Flak'en var - som det fremgår at nedstyrtningsstederne - ikke skudt ind, da A-flight'en passerede, men dem tog Messerschmitt'erne. B-flighten blev taget af flakken, der nu havde skudt sig ind.

Wing Commander Larts fly, i spidsen for A-flight'en, nåede til Rødhusvej, mens hans højre bagvedfølgende fly nåede til Udholmsvej. Det er de to fly, mindestenene er rejst for. Kun ét fly nåede længere end disse to, men fik også sin kranke skæbne.

Blenheim R3913 - ca. 100 meter inde i skoven ved Udholmvej-krydset
Angreb med Blenheim-bombere i fuldt dagslys, og uden sky-dække og jagereskorte, blev opgivet fremadrettet.
Men 11 fly og besætninger var gået tabt og med dem 20 unge menneskeliv, og 13 overlevende kom i krigsfangenskab.

Overlægen, Ludvig Christensen, fra Brovst Sygehus ankom til det styrtede fly ved Rødhusvej og konstaterede dødsfaldene. Han tog bl.a.  Sgt. A.S. Beebys armbåndsur med for identifikationsformål, og fik det sendt til familien i England via Sverige. Nu, efter mindestenene blev indviede, kom det tilbage til Danmark og det lille museum i Tranum (Tranhøj 6, 9460 Brovst), hvor Den Lokalhistoriske Sognegruppe for Lerup-Tranum vogter over det - og over mindet om de unge tapre krigere.

Alle 20 dræbte ligger nu på Vadum Kirkegård, og de 2 besætninger, der faldt ned og gav deres liv i Klitten har fået deres velfortjente mindesten med navne hugget i granit med ca. 2 km mellem sig. Desværre er stederne lidt vanskelige at finde - der er kun en rød pæl med "seværdigheds-symbol" på. Fra Sandmosevej og ca. 1,5 km nord ad Rødhusvej på højre hånd er den en mindstesten og den anden er ca. 200 m nordvest for rundkørslen Sandmosevej/Udholmvej inde ad en skovvej (man skal gå ca. 100 m).

Nytten af de unge briters offer kan diskuteres, for lufthavnen blev nok bomberamt, men ikke alvorligt skadet. Man skal imidlertid huske, at krig er som et skakspil, hvor nogle brikker ofres i et højere mål. Angrebet på Aalborg West - næsten på den yderste rækkevidde for bombeangreb - viste vel tyskerne, at man var nødt til at binde ressourcer i et forsvar også dér. De ressourcer, der blev bundet op her, kunne ikke indgå i Der Blitz, og hvem ved, hvad der gjorde udslaget i Slaget om England - eller i krigen som sådan? Men nytten i det hele taget af død og ødelæggelse er jo meningsløs snak.

(Jeg har bl.a. læst Henrik Skov Kristensen m.fl.: Bomber over Danmark s. 160ff og den glimrende hjemmeside flensted.eu.com. Om mindestenene se http://hanherred.dk/bevaegende-mindestunder-i-tranum-klitplantage/. Der findes video fra indvielsen på Youtube og på regional-TV findes klip og dokumentaren Den Dømte Eskadrille, der bygger på Ole Rønnests forskning. Der er artikler af Arne Sloth Kristoffersen på hanherred.dk , bl.a. om sgt. A.S. Beeby. Endelig er der materiale på Aalborg Forsvarsmuseums hjemmeside med links til videoer om emnet. Sognegruppens data findes også på hanherred.dk , hvor min far, Svend Aage Larsen står i "sognerådet").

Skovvejen fra Udholmvej - lidt ringe skiltet

QR-koden på inforstanderen leder til www.flensted.eu.com - skan selv!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar