Hvad er det? Det er unægteligt noget groft tilvirket - dette symbol. Vi mangler de farver, som døbefonten var malet i oprindeligt for at kunne afgøre det. Men noget betydningsfuldt er det, når det skal fylde så meget. Faktiske ser det ud til, at det her motiv er ligeså stort - vigtig - som selveste Hvidekrist omme på den anden side af døbefonten. John Kristensen mener, det er et billede af en oldkirke på stedet (Han Herred Bogen 2007). Jeg kom nok derfor til at tænke på Thorhildurs kirke i Qassiarsuk - på Erik den Rødes og Leif den Lykkeliges Brattahlid, da jeg læste det.
Erik den Røde blev lyst fredløs i 982 og rejste til Grønland (som han navngav). Der var andre vikinger, der havde haft landet i sigte 100 år tidligere, og hvorfra han sikkert kendte til det. I 986 grundlagde han Østerbygden i Skovfjorden (Eriksfjorden, hvis man ikke taler grønlandsk), da han vendte tilbage med en flåde fra Norge efter hans fredløshed var udløbet.
Sønnen Leif den Lykkelige (der opdagede Vinland - Amerika) var hjemme i Norge på et tidspunkt, og der blev han kristen omkring år 1000. Han importerede en flok munke til Grønland,. De omvendte mor Thorhildur. Hun byggede så en lille gårdkirke, den første kirke på Grønland. Den er nu rigtig fint rekonstrueret og ligger midt i det ufatteligt smukke landskab i Sydøstgrønland - lige over for Narsarsuaq-lufthavnen. Jeg var der en smuk junidag for snart 10 år siden, og glemmer det aldrig.
Hvis man nu ser døbefontens i Lerups billede som et blueprint for Thorhildurs Kirkes grundplan? Kirken har en rund tørve/træmur og igen om den et rundt kirkegårdsdige:
 |
| Thorhildurs Kirke på Brattahlid (Qassiarsuk) |
De norske munke har nok bragt arkitekturen med sig. Den arkitektur har nok også været den, som den første kirke i Lerup har fulgt. Det var samme tid. Hvis teorien holder, mangler der kun en forklaring på den lille cirkel foroven og den kvarte cirkel til højre på døbefonten.
For at komme i kirken, skulle man døbes, og mon ikke cirklen er et dåbskar - og endda et dåbskar i ikke børne- men voksenstørrelse til den vokne nykristnes dåb, og med "levende vand" fra kilden i Fosdalen, som vi nu kender som Vor Frue Kilde. Den kvarte cirkel er vel bækken fra kilden, der løber ned til et hugget bånd rundt om døbefonten. Båndet nederst på døbefonten symboliserer sikkert de 4 floder, der udløber fra Edens Have mod de 4 verdenshjørner. Floderne forbindes med, og gengives ofte på døbefonte. Måske er kvartbuen faktisk en af floderne? Formen stemmer med stenmester Gøtis formgivning af floderne på døbefonten i Gjøl Kirke som 4 buer.
I hvert fald er kvartbuen efter alt at dømme et symbol for rindende/levende vand. Det er vel heller ikke så underligt, med kilden i Fosdalen som årsagen til, at kirken og døbefonten står her. Der er også 2 kvartcirkler lige efter løvefiguren til højre ved siden af - 2 verdensfloder mere?
I hvert fald er kvartbuen efter alt at dømme et symbol for rindende/levende vand. Det er vel heller ikke så underligt, med kilden i Fosdalen som årsagen til, at kirken og døbefonten står her. Der er også 2 kvartcirkler lige efter løvefiguren til højre ved siden af - 2 verdensfloder mere?
Det kunne i hvert fald se ud til, at døbefonten viser den første runde kirke, der sikkert har lagt her på stedet, og dens kirkegård i forbindelse med kilden i Fosdalen og bækken derfra.
Lige over kvartcirklen, mellem den og løven til højre, er der et hul - en fejl - i tovsnoningerne, der symboliserer evangeliets kraft. Mon fejlen er en fejl, eller en bevidst fejl? Tovsnoningen skulle som jordisk billede af noget perfekt himmelsk, nok netop være uperfekt.
Til venstre under baldakin-bladene fra den himmelske tronhimmel (det tror jeg det er - det er sådan nogle "blade", der er på Kong Harolds trone på Bayeaux-tapetet fra 1077), er der en trekantet figur, hvor hypotenusen dog hænger og svajer nedad. På Wikipedia har jeg fundet et træsnit af et øje på himmelen. Det er nok fra ca. 16-1700, og altså meget senere, end døbefonten:
Jeg gætter på, det er Vorherre, eller rettere Vorherres altseende øje. Vorherre måtte i kirkens tidligste tid ikke afbildes. Til den dag i dag, ses Han gengivet symbolsk i form af det altseende øje. Øjet er normalt omgivet af en retvinklet trekant, der viser til treenigheden, eller som hos frimurerne og på dollarsedlerne i forbindelse med en pyramide (Gud som universets arkitekt).
Jeg vil tro, at det er det altseende øje, og at det markerer selve starten af den fortælling, der er på døbefonten - dens tegneserie, og som så skal læses herfra og mod højre:
Man kan vel heller ikke forestille sig, at al tro og dertil knyttede myter og billeder i et folk, bare sådan lige bum-nu-er-du-døbt-agtigt forsvinder fra den ene dag til den næste? Jeg hørte forskelligt overtro i min ellers kristne familie gennem min barndom, og jeg har vel stadig i mig noget af dén overlevering, der er gået fra generation til generation fra Arilds Tid om spild af salt, om sorte katte, om nissen og ofret til denne af julegrød! Det har vi vist alle, ikke sandt?
Jeg tror, at troerne (hedder det sådan?) har levet i folket i fuld fordragelighed, side om side, og siden tidlig vikingetid, og at det store trosskifte er sket over flere hundrede år.
Jeg synes, Saxos beretning leverer beviserne, så flot, sammen med Snorres Edda; begge kristne mænd, men med fortælleglæde og stolthed over de hedenske forfædres tro og bedrifter. De ville netop bevare den tro i mindet, og skrev det ned, navnlig for Snorres vedkommende. Det er også et faktum, at myterne fra asatroen blev tillempet kristendommen - noget blev taget ind som julen, hvor den kristne Kristmesse, nok fik tag i englænderne, men aldrig helt overbeviste os nordboere, der stadig og stædigt holder fast i noget ad vores gamle jul, dog med en del modifikationer mht. årsagen. (Og apropos, vi har også et juletræ på fonten, læs om Livstræet i senere kapitel).
Kilden i Fosdalens - Vor Frue Kildes eller Mariæ Kildes - oprindelige navngiver er dog gået tabt, men lur lur mig, om ikke der var en kvinde, en anden end jomfru Maria, der gav kilden navn i den gamle tro. Jeg tror, den kvinde var meget kendt i hele Europa - og jeg er næsten sikker på, at det er hende briterne nu kalder Sheela na Gíg (men de har vist også glemt damens rigtige navn - herom også senere).
Som et bevis mere på troernes parløb gennem tiden, udover Saxo, Snorre m.m., tillader jeg mig at tilføje: Døbefonten i Lerup.
Læs også:
Del 1 Lerup Gamle Præstegaard
Del 2 Døbefonten i Lerup
Del 3 Ichthys
Del 4 Thorhildurs Kirke
Del 5 Dåbsduen
Del 6 Løven
Del 7 Tronhimmelen
Del 8 Yggdrasil og Livstræet
Del 9 Ruinen og den ny kirke
Del 10 Sheela na Gig
Til venstre under baldakin-bladene fra den himmelske tronhimmel (det tror jeg det er - det er sådan nogle "blade", der er på Kong Harolds trone på Bayeaux-tapetet fra 1077), er der en trekantet figur, hvor hypotenusen dog hænger og svajer nedad. På Wikipedia har jeg fundet et træsnit af et øje på himmelen. Det er nok fra ca. 16-1700, og altså meget senere, end døbefonten:
Jeg gætter på, det er Vorherre, eller rettere Vorherres altseende øje. Vorherre måtte i kirkens tidligste tid ikke afbildes. Til den dag i dag, ses Han gengivet symbolsk i form af det altseende øje. Øjet er normalt omgivet af en retvinklet trekant, der viser til treenigheden, eller som hos frimurerne og på dollarsedlerne i forbindelse med en pyramide (Gud som universets arkitekt).
 |
| Det altseende øje? |
Først var det Vorherre, jf. det altseende øje, han tronede i himlen og naturligvis var evangeliet. Så kom kilden og den første lille og runde kirke med den runde kirkegård og med dåbskar med levende vand fra kilden, hvis vand løber ad bækken mod verdenshavet.Sådan kunne en hypotese om indristningerne på døbefonten lyde. Men måske er det slet ikke en kirke, men et kulthus, da andre indristninger, lige rundt om svinget, viser tilbage til den førkristne tid. I hvert fald blandes asatroens symbolik ind i fortællingen, og det mere end ved et tilfælde.
Man kan vel heller ikke forestille sig, at al tro og dertil knyttede myter og billeder i et folk, bare sådan lige bum-nu-er-du-døbt-agtigt forsvinder fra den ene dag til den næste? Jeg hørte forskelligt overtro i min ellers kristne familie gennem min barndom, og jeg har vel stadig i mig noget af dén overlevering, der er gået fra generation til generation fra Arilds Tid om spild af salt, om sorte katte, om nissen og ofret til denne af julegrød! Det har vi vist alle, ikke sandt?
Jeg tror, at troerne (hedder det sådan?) har levet i folket i fuld fordragelighed, side om side, og siden tidlig vikingetid, og at det store trosskifte er sket over flere hundrede år.
Jeg synes, Saxos beretning leverer beviserne, så flot, sammen med Snorres Edda; begge kristne mænd, men med fortælleglæde og stolthed over de hedenske forfædres tro og bedrifter. De ville netop bevare den tro i mindet, og skrev det ned, navnlig for Snorres vedkommende. Det er også et faktum, at myterne fra asatroen blev tillempet kristendommen - noget blev taget ind som julen, hvor den kristne Kristmesse, nok fik tag i englænderne, men aldrig helt overbeviste os nordboere, der stadig og stædigt holder fast i noget ad vores gamle jul, dog med en del modifikationer mht. årsagen. (Og apropos, vi har også et juletræ på fonten, læs om Livstræet i senere kapitel).
Kilden i Fosdalens - Vor Frue Kildes eller Mariæ Kildes - oprindelige navngiver er dog gået tabt, men lur lur mig, om ikke der var en kvinde, en anden end jomfru Maria, der gav kilden navn i den gamle tro. Jeg tror, den kvinde var meget kendt i hele Europa - og jeg er næsten sikker på, at det er hende briterne nu kalder Sheela na Gíg (men de har vist også glemt damens rigtige navn - herom også senere).
Som et bevis mere på troernes parløb gennem tiden, udover Saxo, Snorre m.m., tillader jeg mig at tilføje: Døbefonten i Lerup.
Læs også:
Del 1 Lerup Gamle Præstegaard
Del 2 Døbefonten i Lerup
Del 3 Ichthys
Del 4 Thorhildurs Kirke
Del 5 Dåbsduen
Del 6 Løven
Del 7 Tronhimmelen
Del 8 Yggdrasil og Livstræet
Del 9 Ruinen og den ny kirke
Del 10 Sheela na Gig
Ingen kommentarer:
Send en kommentar