| Pb Johannes Jensen, Struer 1918-1945 |
Den 14. juni 1944 blev en af Struers politibetjente, Johannes Jensen, taget af Gestapo. Han var leder af en modtagegruppe, deltog i en sabotagegruppe og havde været aktiv i det efterretningsnetværk, oberst H.M. Lunding som modstandsmand havde drevet i regie af Hærens Efterretningstjeneste.
Han blev angivet, fængslet i Aarhus, siden København, hvor man kan forestille sig, hvad han var igennem af forhør. Via Frøslev-lejren blev han sendt til KZ-lejren Neuengamme (Außenlager (udelejr) Porta Westfalica), hvor han døde, den 22. januar 1945 - kun 26 år gammel - formentlig arbejdet ihjel i skiferminerne under umenneskelige og brutale forhold.


