søndag den 25. september 2011

Struer Skibsværft 2

Struer Skibsværft; ophalerbedding og værkstedshuse - september 2010
Jeg må hellere gå til bekendelse: Min artikel om Struer Skibsværft fra 07.08.2011 (link) har en del fejl, som jeg hermed berigtiger.


Jeg har talt med Søren Laursen, hvis far, Ejnar Laursen, købte Værftet i 1962. Det var altså ikke samme familiedynasti Laursen, der drev Værftet i 125 år, men 2 forskellige familier, med - tilfældigvis - samme efternavn.

Mærkelig nok hed Søren Laursens farfar også Jens Laursen, som Værftets grundlægger, men Sørens farfar var produkthandler i Holstebro, hvor grundlægger Jens Laursen, født 1861, var fra Resen, lidt nordvest for Struer.

Jens Laursen gik med bowler og er nr. 2 fra venstre, som jeg også gættede på i første indlæg om Værftet. Men da den mindste af hans 4 sønner er født i 1898 og her må være 2-3 år gammel, må billedet være fra ca. 1901
Jeg har også talt med fhv. museumsleder Benny Boysen, der ved alt om Struers fortid. Han guidede mig til sin artikel om Struer Skibsværft i "Struerfolk 1" fra 1986. Artiklen var skrevet i anledning af Værftets 100 års jubilæum. 

Værftet blev grundlagt helt præcist den 24.10.1886 som Værftets begyndelsesdato. Jens Laursen var tømrersvend og byggede da en sjægt til sin far, der var husmand, men supplerede med fiskeri fra Humlum Fiskerleje. Værftet lå Strandvejen 12 indtil 1904. Her byggedes omkring 200 både.

På grund af Thybanen var placeringen ikke ideel. I 1904 overtog Laursen Holstebro Havns (det var først, da Struer blev købstad, at Struer fik andel i Havnen) bedding. Den lå på Kulkajen i dampskibshavnen. Først i 1932 blev Værftet flyttet til den placering, vi kender som Ved Fjorden 2. I 1986 passerede man byggenummer 461 - hvor mange det blev til, ved jeg dog ikke.

Som jeg skrev i første artikel, kom Jens Laursens 4 sønner med i Værftet. Der byggedes ikke alene skibe, men moler og lavedes havnearbejder og andet entreprenørarbejder. Da Jens Laursen døde, var der 30 ansatte og i perioder op til det dobbelte. Af de 4 sønner (Lauritz f.1889, Anders Christian f. 1891, Johannes f.1892 og Alfred f.1898) fik kun Alfred Laursen en søn Bent, der imidlertid druknede på Fjorden i 1946.

Derfor blev Værftet solgt i 1962 til Ejnar Laursen. Bygningerne - herunder den store grønne skibsbygningshal var fra 1936-37. Den hvide forbygning var fra 1981. Det hele er revet ned over sommeren og de sidste bunker beton er nu fjernet fra området ved Fiskerihavnen - kort tid før 125 års jubilæet her den 24.10.2011.

2 kommentarer:

  1. en af de sidste - hvis ikke den sidste nybygning var Lamprenen http://www.fdfsunds.dk/lamprenen/ - mon ikke gruppen kan oplyse et byggenummer ?

    SvarSlet
  2. Min Morfar AC Lauersen stod for entrepenørarbejdet. Han tegnede og byggede Fuur færgeleje og ligeledes den lille færge Fuursund. Den model legede jeg med nede i hans kælder som barn.jeg har desværre ladet Struer museum få den.

    SvarSlet